Brøndbys mentalitet blev afgørende for det flotte comeback i 3-2-sejren over FCM, mener Alexander Zorniger.

Herning. Brøndby tog efter et fremragende comeback et stort skridt mod det danske mesterskab, da guldrivalerne fra FC Midtjylland torsdag blev slået i Herning med 3-2 i Alka Superligaen.

Brøndby-træner Alexander Zorniger var glad for sejren, men han mente, at FCM var bedst på dagen.

- Vi havde det svært specielt i forsvaret, og resultatet må være svært at acceptere for FC Midtjylland, da de var det bedste hold på dagen, siger Brøndby-træneren.

Spillernes mentalitet var det, som blev afgørende, mener Zorniger.

- Der er mange ting, som man kan træne, men at vinde efter at have været bagud med 0-2 mod titelkonkurrenten er imponerende, siger han.

Et tema inden kampen var FCM's dødbolde, som Brøndby var meget opmærksomme på, og Zorniger så en svaghed i midtjydernes styrke.

- FCM er gennem sæsonen blevet scoret imod på dødbolde, så vi vidste, at det var en af deres styrker, men også at det var en af deres svagheder i defensiven, siger Zorniger.

Forsvarsspilleren Benedickt Röcker mener også, at Brøndby-truppen rent mentalt er overbevist om, at de kan vinde mod alle.

- Vi ved, at vi bare skal fortsætte, da vi ved, hvad vi er i stand til. Alle tror på det, og vi så i denne kamp, hvad det kan gøre, siger Röcker.

Brøndby-keeper Frederik Rønnow er enig med sin træner og holdkammerat i, at det er vindermentaliteten, der er afgørende.

- Det var vigtigt, at vi scorede til 2-1 tidligt. Det gav os troen, og vi mindede os selv om, hvad vi har præsteret, og det gav en god energi.

- Der er en kæmpe tro på tingene. Når vi rammer vores topniveau, så kan vi slå alle, og det har skabt en fantastisk tro, siger Rønnow.

/ritzau/