Brøndby overtog førstepladsen i Superligaen med 56 point, da OB på Brøndby Stadion blev besejret 4-0.

Peter Foldgast, Mattias Jonson, Thomas Kahlenberg og Kaspar Dalgas scorede for Brøndby. Dermed er de danske mestre ét point foran FC København på andenpladsen. Brøndby kan dermed sikre sig titlen for andet år i træk onsdag aften med sejr over FC København på Brøndby Stadion.

Ellers blev AaB, AB og Viborg dagens store vindere i Superligaen, da de alle sikrede sig en ny sæson i Danmarks bedste fodboldrække.

Silkeborg blev derimod den store taber og ligner nu mere og mere en nedrykker. Den særdeles vigtige hjemmekamp mod Viborg blev nemlig tabt 2-3. I Køge var det AB's Mohamed Zidan, der sikrede 3-2-sejren tre minutter før tid - med sin anden scoring i kampen.

AaB's Christian Christiansen scorede tre gange, da AaB hentede de tre vigtige point i Farum med en 3-1-sejr. AGF fik ét point i FC Midtjylland efter 1-1, men århusianerne er stadig ikke sikre på at blive i Superligaen.

Køge er rykket ned, og Silkeborg ligger under stregen med 33 point. Der resterer to runder, og AGF ligger over stregen med 39 point, men med en dårligere målscore.

/ritzau/