Det er aldrig bare rugbrød og leverpostej med Luis Binks.

Der er syngende engelske tacklinger og fuld smæk på drengen.

Sådan en spillestil har resulteret i fire gule kort på blot syv kampe i dette års Superliga.

I Brøndbys 0-3 nederlag til Randers FC søndag aften modtog han endnu et gult kort fra dommer Mads Kristoffer Kristoffersen.

Men ifølge den engelske Brøndby-kaptajn skyldes de gule kort mere end bare hårdt spil. Han føler sig nemlig forfulgt af dommerne i Superligaen.

Det skriver mediet Bold.

Luis Binks og FCK's Mathias Zanka Jørgensen i totterne på hinanden under Superliga playoff-kampen mellem Brøndby IF - FC København. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Direkte adspurgt til, hvorvidt han bliver forfulgt, svarer han:

»Ja, jeg føler, at der er et sort mærke ved mit navn, og det sagde jeg også til ham. Og han sagde: 'Nej, det er der ikke.' Jeg ved snart ikke,« siger han til mediet.

Han fortæller, hvordan kampens dommer Mads Kristoffer Kristoffersen angiveligt fortalte ham under kampen, at VAR »holder øje med ham«.

Når det er ham, der begår frispark, er de hurtige til at hive det gule kort op af lommen, vurderer han ifølge mediet.

B.T. har forsøgt at kontakte DBU for at får svar på, hvordan de ser på Luis Binks udtalelser, og hvorvidt det giver anledning til en disciplinærsag, men de er indtil videre ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Uanset hvad er Luis Binks dog i karantæne til Brøndbys næste kamp mod FC Midtjylland, da han har fået for mange gule kort.

B.T. Fodbold

I dag dedikeres udsendelsen til at evaluere transfervinduet. Fokus er på den meget mystiske og blodfattige FCK-sommer. Men alle klubber kommer under behandling og får en karakter. Vært: Lasse Vøge Medværter: Johnny Kokborg, David Bastian-Møller Produktion: Teis Zacho, Emilie Maja Jeppesen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.