Brøndby har idag tirsdag fuldført sommerens fjerde indkøb. Denne gang er der dog ikke tale om en forstærkning til SAS Liga-truppen, men en fremtidsinvestering.

Spilleren det drejer sig om er Patrick Mortensen, som kommer til fra Fremad Amager. Mortensen har trods sine 17 år allerede spillet 10 førsteholdskampe for Fremad i 1. division, og scoret et enkelt mål.

- Patrick er en alsidig offensivspiller, der er i periferien af landsholdet, som han har været tæt på i flere omgange. Han dækker alle de forreste pladser, og har trods sin unge alder gjort det rigtig godt i de divisionskampe han har spillet. Han træder ind i U-truppen, og vi tror på, at han på sigt kan udvikle sig, og spille med på højeste plan, fortæller Kim Vilfort til klubbens hjemmeside.

- Det er en spiller vi i noget tid har haft i søgelyset, og som vi tror meget på, så det er klart at vi er godt tilfreds med, at det nu er faldet på plads, tilføjer talentchefen.