Selvom Brøndby stiller stærkt svækket op til morgendagens Europa Cup-kamp i Sofia, vil trænerduoen Laudrup og Faxe ikke ændre på systemet

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Systemet skal ikke være afhængigt af, hvilke spillere vi har til rådighed. Om det er Mads Jørgensen eller en anden, der spiller, betyder ikke noget for systemet. Men selvfølgelig kommer vi ikke til at spille lige så offensivt mod Sofia, som i de første 25 minutter af søndagens hjemmekamp mod OB,« fortæller assistentræneren.

Hverken Mads Jørgensen eller Allan Olesen, der begge pådrog sig skader mod OB, rejser med til mødet med Levski Sofia, og deres navne føjes nu til den liste, hvorpå Thomas Lindrup, Ruben Bagger og Martin Retov i forvejen står noteret. Ind i truppen glider U-truppens forsvarsdirigent Thomas Hansen. Midtbanespilleren Thomas Kahlenberg sad over ved gårsdagens træning på grund af en overanstrengt lyske, men han forventes klar til kamp.

»Vi vidste, at der ville opstå skader i en lang sæson, og defor har vi jo også 22 spillere at vælge imellem,« siger Faxe, der fredag var i Sofia, hvor han så Levski besejre Botev med 3-0.

»Det er et meget stærkt hold. Det er et typisk bulgarsk hold med en masse teknisk gode spillere. De blev ikke bulgarske mestre for ingenting, og så spillede de næsten lige op med Dinamo Kiev i Champions League-kvalifikationen, som vi jo af egen erfaring ved er et meget stærkt hold,« siger han.

Også cheftræner Laudrup har stor respekt for bulgarerne.

»Det er et typisk østeuropæisk hold. De er stærke hjemme, men nok knap så stærke på udebane. Jeg forventer, at det bliver to meget lige kampe,« siger han.

Levski Sofias træner Slavoljub Muslin sværger normalt til et 3-5-2-system, men mod Brøndby vil han spille med tre mand i front. Den taktik syntes han - ifølge bulgarske pressekilder - fungerede godt mod Dynamo Kiev, som besejrede Levski med to gange 1-0 på sidste trappetrin inden Champions League. Som frontløbere stiller Levski Sofia med bomberen Georgi Chilikov og serberen Miodrag Pantelich, samt brasilianske Marselo Vava.

peb