Brøndbys nyudnævnte kaptajn Nielsen mener, at FCK fortsat har meget at bevise.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Med sine mere end 300 kampe for førsteholdet er Per Nielsen Mr. Brøndby himself. Han har aldrig spillet i andre klubber, og derfor var det ikke overraskende, at han overtog anførerbindet efter Mogens Krogh.

»Det lå naturligt til enten Morten Wieghorst eller mig. Jeg blev nok foretrukket på grund af min position i klubben, hvor jeg efter 20 år kender langt de fleste. Jeg er selvfølgelig glad for, at det blev mig, men når først vi kommer på banen, betyder det egentlig ikke så meget,« siger anføreren.

Uden for banen er Per Nielsen en stille og rolig mand, men når han først får fodboldstøvlerne på, forvandles han til en fighter, som ikke skyer noget middel for at vinde. Det vil de unge også komme til at mærke.

»Jeg ryger da nogle gange ind i nogle situationer, men jeg har altså kun fået ét gult kort i denne sæson. Det er sjældent, at jeg laver vilde tacklinger. Jeg løber og snakker med både medspillere, dommer og modspillere, og det vil jeg blive ved med. Alle medspillere vil selvfølgelig få nogle verbale hug, men jeg må sørge for, at det mest bliver positive hug. Som ung har man ikke brug for at blive hakket ned.«

Og netop de unge er en af anførerens primære arbejdsprioriteter.

»Den største opgave bliver at hjælpe de unge. Jeg tror, at vi har 11 spillere under 23 år, og det gælder om at være et bindeled mellem træneren og dem. Når man er ung, tør man ikke sige så meget til træneren, og så må jeg gå ind og repræsentere spilleren, hvis der er noget.«

Fakta om Per Nielsen

Alder: 29 år

Højde: 191 cm.

Vægt: 87 kg.

Antal kampe for Brøndby: 331

Antal mål i bedste række: 11

Tidligere klubber: Har altid spillet i Brøndby

Antal A-landskampe: 1

Titler: Dansk mester: 1995/96, 1996/97, 1997/98 og 2002 Dansk pokalvinder: 1998 Super Cup-vinder: 1996 og 2002.

I efteråret kostede de unge et par vigtige mål.

»Der blev lavet nogle dumme personlige fejl, men det kan jeg også fortsat lave efter at have spillet over 300 kampe. Dem må man så lære af. Det giver hår på brystet, og vi ældre må så blive bedre til at hjælpe de unge igennem de nedture, som vil komme.«

Men der skal også stilles krav den anden vej, og her synes Nielsen, at talenterne nogle gange tænker for meget på penge.

»Mange kommer for tidligt til udlandet, og så bliver de bare glemt. De tænker for meget på pengene, og så bliver deres indstilling i deres nuværende job derefter. De går efter pengene, og så spiller de ikke med hjertet. Det kan godt være, at der er et par stykker af dem i Brøndby nu også. Det tror jeg, at der er alle steder. Men vi har ikke ret mange,« siger kaptajnen, der ikke mener, at det er hans bord at tage fat i kraven på spillere, som ytrer sig om, at de gerne vil væk.

»Det har vi træneren og direktøren til.«

Kombinationen af talenter som Allan Olesen, Thomas Kahlenberg, Peter Foldgast og Jonas Kamper samt rutinen og cheftræner Laudrup får Per Nielsen til at se lyst på fremtiden i Brøndby - både nationalt og internationalt.

»Jeg har spillet med på et meget godt Brøndby-hold midt i halvfemserne, og jeg tror, at vi igen er på vej derhen. Vi er ved at skabe noget stort. Det er svært at sætte tid på, hvor lang tid der vil gå, før vi kan være med helt fremme internationalt, men hvis vi holder stammen af de unge talenter i de næste tre til fem år, så er jeg sikker på, at vi er klar til at gå langt i Europa igen. Om det så rækker til Champions League, kommer meget an på lodtrækningen,« siger anføreren.

Selvom Brøndby i denne uge præsenterede et underskud på næsten 25 millioner kroner, og i SAS-ligaen er ni point efter ærkerivalerne fra FC København, mener de forsvarende mestres nye anfører, Per Nielsen, at hans klub er landets førende.

»Vi er stadig den største klub i Danmark. Vi er trods alt forsvarende mestre, og stabilitet er altså ikke bare at vinde tre kampe i træk eller at føre Superligaen en halv sæson,« siger Nielsen med slet skjult henvisning til rivalerne i FCK.

Han mener, at løverne endnu har meget at bevise for at nå op på siden af Brøndby.

»De skal først vinde nogle mesterskaber i træk. Vi har stort set ligget i top to af den bedste række de seneste 10 år, så jeg synes ligesom, at vi har bevist vores værd.«

Nielsen er dog ikke i tvivl om, at FCK også i de kommende år vil være med i toppen af dansk fodbold.

»De har pengene til at købe de bedste spillere, mens vi har så mange talenter, som vil sikre, at vi også fortsat kan ligge i toppen,« siger forsvarsspilleren, som mener, at der opstår en bedre klubkultur, hvis man lader talenterne komme til fadet.

»Den kultur opstår lettere, hvis man er opvokset med klubben. Man spiller med hjertet og ikke kun for pengenes skyld. Sådan gør vi i hvert fald. Men man skal heller ikke være naiv. De unge skal en gang imellem suppleres med et par gamle udefra. Sådan som vi også gør det her i Brøndby, hvor Zaza og Jakobsson kommer til sommer.«

Fem skæve til Per fra Per

Hvem bliver forårets profil i Superligaen?

Thomas Kahlenberg, Brøndby.

Hvem bliver dansk mester?

Brøndby.

Hvem er den sværeste at spille overfor i Superligaen?

Abdul Sule fra AB. Han svinger så meget med armene, at man aldrig ved, hvornår man får slået nogle tænder ud.



Hvem har været den sværeste at spille overfor i hele din karriere?


Så kommer jeg til at tænke på en U-21 landskamp mod Brasilien midt i halvfemserne, hvor Ronaldo snød mig fuldstændig.

Hvad er højdepunktet i din karriere?

Det første mesterskab vil altid være stort, men det var også meget stort at vinde over Liverpool på Anfield.

Man kan selvfølgelig også indvende, at de store røde tal på bundlinien tvinger Brøndby til at satse på talenterne - og det kan så komme til at koste på banen. Men anføreren interesserer sig ikke for økonomien.

»Det hverken kan eller skal forstyrre os spillere. Jeg læste også kun om underskuddet på tekst-TV. Jeg går ikke op i det. Vi får vores løn til tiden, og den økonomiske situation har vi andre til at tage sig af,« siger forsvarsgeneralen, som ikke mener, at færre penge betyder mindre ambitioner.

»Vi skal stadig spille med om mesterskabet. Det er altid kravet i Brøndby, og så er det lige meget, om vi har fem, seks eller syv unge på holdet. Og det kan også godt lade sig gøre. Det kan man jo se i år, hvor vi ikke har fået nogen stor røvfuld, selvom vi har unge med,« siger Per Nielsen, der tror, at dansk fodbold snart vil gøre sig bedre i Europa. Måske kan FCK kvalificere sig til Champions League og dermed rette lidt op på de seneste års pauvre resultater.

»For dansk fodbold vil det være godt, hvis de kunne samle nogle point, men jeg interesserer mig nu ikke rigtigt for, hvor kort eller langt FCK når i europæisk fodbold,« siger han.

Og på trods af FCK-forspringet på ni point, mener Per Nielsen, at Brøndby stadig kan vinde guld.

»Så længe der er point at spille om, tror jeg fortsat på mesterskabet. Vi var selv 10 point foran på det her tidspunkt sidste år, hvor vi troede, at den var hjemme. Og så ryger man ind i en dårlig periode. Jeg mener det sgu, når jeg siger, at jeg stadig tror på guldet - jeg har selv prøvet den modsatte situation. Men vi skal heller ikke være naive. Vi må ikke dumme os særligt meget selv.«

Med gode personlige præstationer i efteråret blev Per Nielsen hentet ind i landsholdsvarmen af Morten Olsen, men han forventer ikke så meget på den front.

»Jeg ligger vel lige i udkanten af de 20, som bliver indkaldt, og det gjorde jeg også under Bosse. Det er fint nok at være med landsholdet, men min første prioritet er Brøndby,« siger Nielsen, der i det hele taget er en klubmand med stort K. Derfor er det heller ikke rigtigt blevet til noget med udlandet.

»Jeg fylder 30 år til efteråret, så jeg tænker ikke så meget på udlandet mere. Jeg vil meget gerne være med til at bygge noget op igen her i Brøndby. Det kan godt være, at jeg kunne tjene nogle flere penge i udlandet, men jeg vil hellere blive her, hvor jeg har det godt,« siger forsvarsspilleren, der har fire år tilbage af sin kontrakt.