De sociale medier er blevet en stor del af hverdagen og har med stor sandsynlighed gjort det endnu sværere at være sportsstjerne anno 2017. En enkelt forkert bemærkning eller et enkelt fejltrin kan gøre, at atleten ender i en mediestorm hurtigere, end vedkommende kan spurte over stregen eller score et mål.
Vi vil gerne have sportsfolk med både kant, personlighed og holdning, men der er blevet længere og længere imellem dem, som årene er gået. Desværre. Idrætsudøvere som Jesper Skibby, ’Super Brian’, Anja Andersen eller Stig Tøfting, der talte frit fra leveren og gjorde deres sportsgrene og dem selv til folkeeje på deres impulsive og ikke mindst underholdende bemærkninger, ser vi ikke så mange af længere.
Langt de flest sportsfolk modtager i dag medietræning, og deres pressechefer gør et glimrende stykke arbejde. En god gammeldags personlig mening om tingene er der desværre bare længere og længere imellem.
Det hele bliver en smule kedeligere, og sportsfolkene kommer hurtigt til at fremstå som dresserede søløver, der har lært at gøre det rigtige og herefter forlade cirkusset uden at have givet det mindste af sig selv. Størstedelen af kommunikationen med omverden foregår gennem tandløse pressemeddelelser, og emnet her er ofte dødkedelige ting, som om de ser noget positivt i nederlaget, eller om de har fået værdifuld erfaring med hjem i bagagen, selvom de har fået en kæmpe røvfuld. Det hele lyder efterhånden så sødt, at man er lige ved at få huller i tænderne!
For nogle år siden blev cykelrytterne beskyldt for ikke at tage afstand nok fra doping. Da Mark Cavendish så udtalte, at den bloddopede italiener Riccardo Ricco var en parasit for sporten, fik det internettet til at eksplodere af vrede. Man kunne jo ikke sparke til en mand, der lå ned, tordnede folk, og pludselig var Cavendish skurken. Det kom ærligt talt lidt bag på ham, tror jeg. Temmelig sikkert er det dog, at han ikke gad udtale sig om ret meget i tiden efter, medmindre det var den sædvanlige sødsuppe af politiske korrektheder og trivialiteter, som vi alle alligevel har glemt 30 sekunder efter, og det er synd.
Folk skal naturligvis aldrig handle mod deres natur og bare opsøge konflikter for konfliktens skyld, men jeg opfatter de fleste elitesportsfolk som store personligheder, der bestemt har en mening om tingene. Derfor ærgrer det mig altid lidt, når de ikke får lov til at sige deres ærlige mening, fordi der står en pressechef med løftet øjenbryn og rømmer sig i baggrunden, hvis interviewet begynder at blive den mindste smule underholdende.
Selvfølgelig kan det ikke være meget anderledes, for der er store økonomiske interesser på spil i sportens verden, og man har langt mere at tabe end at vinde ved at sige sin uforbeholdne mening. Jeg håber dog, at jeg tager fejl. Forhåbentlig dukker der en ny Anja Andersen, Skibby, ’Super Brian’ eller ’Tøffe’ op. Vi har brug for de typer, der er komplet ligeglade med, hvad andre mener og tænker.
