Brian Holm: Danskerne fatter det ikke!

Jeg reagerede præcis ligesom alle andre, da jeg så styrtet: Fuck, ikke Fuglsang!

Heldigvis kunne det være gået meget værre, og de her styrt er der hundredvis af. Vi havde slet ikke talt så meget om det, hvis det ikke var Fuglsang. Så havde jeg faktisk heller ikke gidet se styrtet igennem tre gange.

Og inden alle maler fanden på væggen, så lad os nu huske, at de her ryttere altså ikke er lavet af chokolade.

Vi havde Dan Martin, der for tre år siden styrtede på en nedkørsel med 90 kilometer i timen. Han kørte altså Touren igennem med en brækket ryg.

Men, men, men ... Selvfølgelig kan der være noget, vi ikke ser, og som er værre, end vi troede. Og hvis det viser sig, at der er noget med knæet, så er det et problem. Knæet er det værste.

Det er, lige før det er nemmere med et brækket kraveben, for så lapper man det sammen igen. Men med knæet er det ofte en usynlig skade, som kan drive en til vanvid som cykelrytter.

Logikken siger også, at de kører rigtig mange omdrejninger på en dag. Knæet bliver kørt op og ned, der bliver spurtet, og man kører i tunge gear. Er vi derude, så bliver det en lang Tour for Fuglsang.

Heldigvis er det helt ufatteligt, så få knæskader cykelryttere får, på trods af at de kører så meget med knæene. Ni ud af ti gange er det bare slaget, der gør ondt.

Men se bare Dumoulin, der slår knæet under Giroen. Det kostede ham Tour-deltagelsen i år, så man skal aldrig sige aldrig.

Men nu skal Jakob Fuglsang også huske på én ting: Han skal ikke begynde at pibe, brokke sig og sige, at han har smerter. De eneste, der får noget ud af det, er konkurrenterne. Det motiverer bare de andre.

Det er mere amerikanerne, der går og fortæller, hvor ondt det gør. Tyler Hamilton gjorde det eksempelvis, da han 'brækkede' kravebenet. Det var sandsynligvis ikke engang brækket. Det er så amerikansk. Det er alle dem, der ikke rigtig fejler noget, der snakker. Dem, der har rigtig ondt, holder kæft og kører videre.

Og så skal vi lige have noget helt på det rene: Alle styrter under Touren. Når danskerne nu kritiserer ham og siger: 'Nu styrtede han igen igen', så er det, fordi de ikke ved noget. De fatter det ikke.

Det er bare, fordi der bliver skrevet mere om det, når det er Fuglsang, der ryger i asfalten. Nu så vi hans måde at håndtere en cykel under Liège-Bastogne-Liège. Det synes jeg da fungerede meget godt.

Han styrer sin cykel flot, og han er faktisk en af de bedste til det. Så den kritik er noget frygteligt pladder.

Jeg tror heller ikke, vi skal være bekymrede for Fuglsangs mentale tilstand efter det her styrt.

Det er klart, at han er øm og har ondt lige nu, men det skal være glemt igen. Hvis man ikke kan vifte sådan noget af, så skal man ikke køre cykelløb.

Hvis det giver et hak i moralen, så skal han tage hjem til Silkeborg og åbne en herretøjsforretning.

Og sådan et styrt kan man altså ikke få sympati for. Alle har ondt et sted, og jeg tror eksempelvis ikke, at han skal køre op til Dylan Groenewegen lige foreløbig og sige, at han har ondt, for han røg altså ned, og det var noget værre.

Jeg synes, vi skal være glade for, at der ikke skete mere.

Og lad os så krydse fingre for, at knæet holder. For ellers er det bye-bye Fuglsang.