Laudrups ungdom har alt at vinde mod FCK i kampen, der kan afgøre mesterskabet.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det har så godt som aldrig været gratis at hedde Michael Laudrup i Danmark.

I hvert fald ikke de seneste 15-18 år.

Berømmelsen har haft sine omkostninger.

Men søndag eftermiddag i Parken er det for en sjælden gangs skyld gratis at hedde Laudrup i Danmark.

For første gang i Laudrups tid som Brøndby-træner er han helt uden pres.

Efter det første halve år i embedet med tungt fokus og masser af dårlig økonomi - og energi? - omkring ham, kan Laudrups muntre rekrutter endelig gå på banen med bevidstheden om, at de har alt at vinde.

Brøndby og Laudrup går ind til »Mestermødet« med en udpræget ønske-position:

Brøndby kommer fra baghjul. Ni points forspring ved julepausen er blevet til fire.

FCK (havde) i alle eksperters vurdering for længst vundet mesterskabet.

Brøndby kommer med et ungdomsoprør på holdet og to sejre i forårets to første kampe.

Og så skal Michael Laudrup og hans hold reelt først til eksamen fra 1.7.

Det sidste først: Michael Laudrup har 1. juli været træner i Brøndby et år. Han indledte sin cheftræner-karriere et halvt år, før det egentlig var aftalt med Brøndby. Tilmed gik der hul i den pung, der skulle have finansieret Laudrups ønskeseddel: Peter Madsen blev ikke solgt, og Brøndby blev fortrængt fra Champions League-porten af det dygtigere hold, Rosenborg.

Undervejs er der sagt farvel til mere end et helt hold af spillere med Magnus Svensson, Krister Nordin, Kenneth Rasmussen, Thomas Lindrup, Allan Ravn, Mikkel Jensen og Peter Madsen som de mere markante.

Økonomien har skullet skæres til, der har skullet skabes plads til Laudrup og John Jensens egne ansigter i truppen, og så har der været et strejf af udrensning i det. Meget tyder på, at kun en-to af de nævnte har været spillere, som Laudrup gerne havde holdt på lidt længere.

Alt i alt har Michael Laudrup altså meget langt henad vejen brugt det første år i embedet på at spille sit eget hold sammen. Den slags vil altid afføde forventninger, når man hedder Michael Laudrup.

Sandt er det da også, at Laudrup næppe var sluppet eller slipper gratis fra hverken nedrykning, 7., 8. eller 10. plads. Men selv om han før sin tiltrædelse talte markant om, at Brøndby gik efter mesterskabet, er forventningen til en plads i top 3, så længe holdet udvikler sig i den rigtige retning.

Fem grunde til at Brøndby vinder

Har alt at vinde - holdet skal først toppe fra sommerferien.

Begejstring - i spillere som Kahlenberg, Retov, Foldgast og Ankergreen.

Laudrups overskud - kommer fra baghjul med et hold, der er udvalgt af træneren.

FCKs usikre faktor: Balàzs Rabòczki.

Erik Mykland kalder sig selv en ulykkesfugl, når det handler om titler.

Eksamen venter først 1. juli. Fra den dato må det allersenest forventes, at Laudrup har formet sit hold, sin stil og en enhed, der kan præstere på højt niveau.

Al succes indtil da - over top 3 - er i B.T.s vurdering en bonus for Brøndby.

Derfor har Brøndby alt at vinde mod FCK.

Og derfor kalder vi Laudrups mandskab »De muntre rekrutter«.

FC København kan ikke kaldes en direkte modsætning. Der er ikke et pres på spillerne i mere end almindelig grad. Der er ikke pres for at redde klubbens overlevelse som i Farum eller AB (det lidt nordligere lokalopgør er faktisk i langt højere grad liv eller død). Der er derimod krav og forventning som i en god virksomhed.

Medarbejderne skal præstere, fordi de har fået rammerne, der tillader ledelsen at have høje forventninger.

Derfor kalder vi Hans Backes mandskab »De alvorlige jægersoldater«.

Her på siden er anført fem gode grunde til, at hvert mandskab vinder. Disse grunde kan man så tolke og vægte alt efter præference. Men kampens omdrejningspunkt er i helt særlig grad en levende-gørelse af frasen om seks-points kampen.

Vinder Brøndby, er der et point mellem de to seneste mesterhold i SAS-ligaen.

Fem grunde til at FCK vinder

Større erfaring - tungere og dybere basis fra træningsbanen.

Peter Nielsen og Erik Mykland - ligaens bedste midtbane.

Holdets fantastiske bredde og dermed farlige bænk.

Et niveau højere på individuelle kvaliteter.

Brøndbys manglende erfaring, som da Allan Olesen forærede Zuma et mål sidste år.

Vinder FCK, er der syv points afstand. Det interessante i den sammenhæng er, hvad der sker efter kampen, og her kommer der et strejf af krystalkugle over det med følgende postulat:

Hvis FCK vinder og der dermed er syv points afstand, slår Hans Backes mandskab fartøjet på cruise control og kan ikke stoppes.

Hvis Brøndby derimod vinder og der kun er et point mellem holdene, opstår der en situation, hvor Laudrup-holdets egen mentale balance vil afgøre mesterskabet: Kan Laudrup skabe en bølge af begejstring, kan holdet blive mester. Omvendt vil den bølge være meget sårbar for ustabiliteten i et hold med så mange unge spillere overfor et hold med mere erfaring og tungere basis.

Med andre ord: Kampen i Parken kan afgøre mesterskabet.

Kampen er spækket med god lir. Men til baggrunden skal det også anføres, at Brøndby har mødt to forholdsvis svage modstandere - Viborg og Silkeborg - på hjemmebane. FCK har været ude i sande publikumsbrag mod forårets andet hidtidige succeshold, OB, samt AGF, der kun spiller rigtig godt, når der er over 10.000 tilskuere.

Men selv på en forholdsvis taknemmelig baggrund har der været en del at glæde sig over i Brøndbys ungdomsoprør fra Thomas Kahlenberg (fantastisk god, når han får plads), Martin Retov (Brøndbys Christian Poulsen), Jonas Kamper (finder Brøndby endelig den spiller, Søren Krogh skulle have været?) og Casper Ankergreen, der måske kan nå at lave lige så meget ravage, som Stephan Andersen gjorde i AB og Rune Pedersen i FCK, inden Karim Zaza ankommer.

Og så skal det i al ungdomssnakken ikke glemmes, at Brøndby som rygrad råder over klassespillere som Per Nielsen, Morten Wieghorst og Mattias Jonson.

FCK får ikke mange ord i denne sammenhæng. Holdet består af velkendt og etableret klasse på alle pladser med et stort spørgsmålstegn: Målmand Balázs Rabóczki har i sine to foreløbige kampe primært trådt i det spor som den svenske landsholdsmålmand, Magnus Kihlstedt, har trådt samme sted, og det vil sige præget af en vis usikkerhed.

Men den slags kan jo også godt være underholdende.