Kasper Asgreen har det godt på Quick-Step, og holdmanager Patrick Lefevere sigter mod at få underskrevet en kontraktforlængelse med cykelrytteren, 'næste gang de ses'.

»Vi håber på det. Forhandlingerne er i gang, og vi er ikke langt fra hinanden nu. Det er tydeligt, at hans prioritet er at blive hos os. Men i sidste ende handler det naturligvis om pengene. Jeg tror, vi når i mål,« siger Lefevere til Ritzau.

April har været en dyr måned for Quick-Step-bossen, som har forlænget kontrakter med verdensmesteren Julian Alaphilippe og stortalentet Remco Evenepoel.

Med sin nuværende kontrakt har Kasper Asgreen ikke været blandt de allerdyreste på Quick-Step. Sejren i Flandern Rundt efter et spurtopgør mod Mathieu van der Poel (Alpecin) vil sende Kolding-rytteren op i lønhierarkiet.

»Kasper har det godt hos os. Han er glad - og vi er meget glade for ham. Hvis begge parter er glade, hvorfor skulle man så skilles?«

Det skulle så være pengene, for du har i forvejen tegnet med flere højtlønnede ryttere, og han bliver også dyrere, gør han ikke?

»Ja, det gør han. Vi skal betale hans løn. Jeg kunne have skrevet med ham ugen før Flandern Rundt. Han bad om et møde med mig og med holdet, og det holdt vi fredag aften. Men jeg ville ikke presse ham lørdag med kontrakter, tal og detaljer - og så vandt han løbet.«

Fortryder du det nu?

»Fortrydelse er et stærkt ord,« siger Lefevere.

Hvor meget en rytter kan tjene på at vinde et løb som Flandern Rundt, der af mange cykelfans regnes for sæsonens største klassiker, vil Quick-Step-bossen ikke ind på.

»Jeg vil ikke tale om beløb. Hvis man har et vist lønniveau, så er man betalt for at vinde disse løb. Det var endnu ikke helt tilfældet for Kasper. Han fik en god løn, men ikke helt på det niveau.«

Men lønnen er også en variabel størrelse. For den danske mesters indkomst vil afhænge af, om han når de mål, som han sætter sig de kommende år.

»Nu taler vi om en treårig kontrakt. Det ændrer tingene. Og vi arbejder også med bonusser. Hvis du får de resultater, som du tror, at du kan få, så bliver din løn højere,« siger Lefevere.

Skulle Kasper Asgreen acceptere tilbuddet fra Quick-Step, så får han flere sæsoner med Alaphilippe, som kører nogle af de samme endagsløb, som danskeren prioriterer højt.

Rygter i foråret er gået på, at den tidligere verdensmester Peter Sagan (Bora) kunne være på vej til Quick-Step.

Det tager den 66-årige manager med et tørt og kort grin. Han kalder det et forsøg fra Sagans agent på at presse slovakkens pris lidt i vejret.

»Det lyder som om, at vi tilfældigvis har læst den samme historie. Det er det eneste, jeg kan sige. Jeg har aldrig haft en kontakt med ham om det, ingen formel kontakt - intet,« siger Lefevere.

Kasper Asgreen har aktuelt løbspause. Udover Flandern Rundt har danskeren i år vundet E3 Saxo Bank Classic.

/ritzau/