Forskellen på at vinde 2-0 og 3-0 er kæmpestor. I hvert fald på den europæiske scene. Brøndbys anfører Per Nielsen er da også mere end tilfreds med 3-0 hjemmesejren over Dinamo Minsk i den første af to kvalifikationskampe til UEFA Cup-turneringen.

»Det er et kanonresultat. I pausen snakkede vi om, at det egentligt var okay at vinde 2-0, og derfor holdt vi også lidt igen efter pausen. De skulle for alt i verden ikke score til 2-1, som havde været et rigtigt dårligt resultat,« siger anføreren, som føler at forestillingen var Brøndbys bedste hidtil i efteråret.

»For første gang spillede vi effektivt, og det var bare helt suverænt, at Ruben fik den puttet ind til sidst,« siger Nielsen. Han tør dog ikke allerede at erklære Brøndby klar til hovedturneringen.

»Der skal først spilles 90 minutter derover. Måske på en dårlig bane, og jeg har været med til meget, men det er selvfølgelig et godt udgangspunkt,« siger han.

Lidt mere skråsikker er Ruben Bagger, der sikrede det fornemme udgangspunkt med sin flotte flugter i sidste minut.

Brøndby IF - Dinamo Minsk 3-0 (2-0)

Mål: 1-0 Andreas Jakobsson (3), 2-0 Morten Wieghorst (20), 3-0 Ruben Bagger (90)

Advarsler: Baba Adamu, Minsk, (30), Borys Poliakov, Minsk, (31), Martin Retov, Brøndby, (59), Ruben Bagger, Brøndby, (78)

Udskiftninger: Ruben Bagger (7) ind for Mattias Jonson (54), Kim Daugaard (7) ind for Kaspar Dalgas (68), Casper Ankergren (uden for bedømmelse) ind for Karim Zaza (74)

9376 tilskuere på Brøndby stadion

Brøndby (4-3-3):

1 Karim Zaza 8

5 Dan Anton Johansen 8

6 Andreas Jakobsson 9

4 Per Nielsen 9

18 Auri Skabalius 8

3 Morten Wieghorst 9

7 Thomas Kahlenberg 7

9 Martin Retov 8

12 Jonas Kamper 8

11 Kaspar Dalgas 6

9 Mattias Jonson 7

»Chancerne for at gå videre vurderer jeg til at være 80/20. Vi skal gå videre nu,« siger bomberen, der på et ellers meget ungt hold var den ene af tre »veteraner« på scoringslisten. De andre var svenske Andreas Jakobsson med sit første mål for Brøndby samt midtbanegeneralen Morten Wieghorst. Så man kan altså godt score, selvom man er fyldt 30.

Bagger er just vendt tilbage fra et sandt skadeshelvede, så målet var en forløsning for ham.

»Det var en fantastisk fornemmelse at få lavet det mål,« jubler han.

Cheftræner Laudrup var også en meget tilfreds mand på aftenen.

»En rigtig flot indsats. Vi kom op i tempo, og kombinationerne flød. Vi fik også bevist, at vi har mange strenge at spille på. Både Andreas og Dan Anton var gode til at gå med frem. Men Minsk var bestemt ikke noget dårligt hold. De spillede typisk østeuropæisk,« siger Laudrup, som nærmest bad sit hold om at holde igen efter første halvleg.

»Der er bestemt ingen grund til at lukke et mål ind, og dermed pludselig forværre udgangspunktet betydeligt,« siger cheftræneren, der mener, at 3-0 må række.

»Sådan som vi spiller for tiden tror jeg ikke pludselig, at vi lukker fire mål ind. Og omvendt tror jeg også, at vi kommer til at score derovre,« siger han.