Den danske herredouble Mathias Boe og Carsten Mogensen må rejse hjem fra Indonesien med et finalenederlag i bagagen.

Det står klart søndag efter en yderst tæt finale ved Super Series Premier-turneringen Indonesia Open, hvor den danske double tabte i tre sæt.

Boe og Mogensen tabte 19-21, 21-19 og 18-21 til kineserne Li og Liu.

Nederlaget kom efter en dramatisk kamp, der var helt tæt gennem hele opgøret.

Kampen i Jakarta blev samtidig fulgt af et højlydt indonesisk publikum, der bestemt ikke holdt med den danske herredouble.

Det var alligevel Boe og Mogensen, der kom bedst fra start i første sæt, og den danske føring lød på 5-0 efter kampens første fem bolde.

Herefter blev kampen mere tæt, og kineserne hævede deres niveau i løbet sættet. Det kinesiske par udlignede til 13-13 og bragte sig også foran 16-13.

Første sæt endte helt tæt, og da kineserne bragte sig foran 20-19 behøvede de kun en enkelt sætbold for at sikre sig første sæt.

Det kinesiske par er nummer to på verdensranglisten kun overgået af netop Boe og Mogensen, der torsdag rykkede op på listens førsteplads.

I andet sæt så det indledningsvist ud til, at danskerne helt havde tabt gejsten. Boe og Mogensen kom bagud med 3-8, inden danskerne dog igen fandt noget godt spil frem og fik udlignet til 12-12.

Andet sæt endte med at blive helt lige så tæt som det første, men denne gang var det danskerne, der var skarpest i afslutningen.

Dermed skulle kampen afgøres i tredje sæt, og her bragte kineserne sig hurtigt foran. Danskerne fulgte dog fint med, og da spillerne holdt pause i tredje sæt, var stillingen 11-9 i kinesisk favør.

Mod slutningen af kampen fandt det kinesiske par suverænt defensivt spil frem, og danskerne kunne ikke stille noget op mod deres modstandere.

Dermed var det Li og Liu, der til sidst kunne række hænderne i vejret og fejre sejren efter en intens og tæt affære.

/ritzau/