Med en serviet hårdt trykket mod sin blodige næseryg, traskede den danske MMA-helt Mark O. Madsen smilende ind i presserummet efter sin flotte sejr over Thibaud Larchet i det store Cage Warrior-stævne i en totalt udsolgt KB Hallen.

»Jeg tror, næsen er okay. Det er jo sådan, at når man stikker næsen frem, så risikerer man at få en på snotten,« lød det fra Mark O. Madsen.

»Jeg skal lige blive lidt bedre til hovedbevægelserne, for nu er det anden gang i træk, jeg får på næsen.«

Brækket næse eller ej - den tidligere olympiske bryder havde en fantastisk aften på Frederiksberg.

Nils Meilvang

»Nu har jeg kæmpet EM, VM og OL i brydning, og det er lige før, jeg vil sige, at det her er det største, jeg har prøvet.«

»K.B. Hallen har for mig altid været noget helt ikonisk og at få lov til at stå herinde for fulde huse til et stævne, Maria (Mark O. Madens kone, red.) og jeg har været med til at arrangere - det var en kæmpe oplevelse,« fortalte den danske stjerne.

Der er talt meget om, at aftenens sejr kunne blive Mark O. Madsens billet til det MMA-sportens hellige haller - amerikanske UFC.

Men danskeren havde ikke den store lyst til at tale om UFC, Conor McGregor eller nogle af de andre mulige fremtidige modstandere.

Nils Meilvang

»Nu er næste skridt - hånden på hjertet - at få lov til at komme hjem til mine børn og sidde lidt på sofaen med dem. Og måske få en lille krammer. Forhåbentligt har Maria også tid til at være med. Det er mit næste projekt,« understregede danskeren.

Men UFC er målet?

»Jeg har været i elitesport siden 1999, og i elitesport har man en evne til hele tiden at se fremad. Jeg synes, det er ualmindeligt vigtigt engang imellem lige at tjekke ind og klappe sig selv på skulderen.«

»Det her var det største danske MMA-stævne nogensinde. Det er blevet sendt ud til 150 millioner seere. Lad os lige klappe os selv på skulderen over det først.«

Nils Meilvang

GENOPLEV MMA-BRAGET I K.B. HALLEN HERUNDER: