Mia Blichfeldt var særdeles lettet efter onsdagens sejr ved VM i badminton, hvor hun bøvlede med en skade undervejs.

Det endte med en sejr til Blichfeldt på 21-19, 11-21, 22-20 over thailænderen Supanida Katethong efter en dramatisk kamp, hvor danskeren længe lignede en taber af kampen.

Med sejren i tre sæt er Blichfeldt nu klar til ottendedelsfinalen. Sådan så det ikke ud til at gå i andet sæt, hvor Blichfeldt var i tårer over en hælskade, der truede med at sætte en tidlig stopper for strabadserne.

- Rent mentalt fik jeg samlet mig. Jeg fik et kæmpe chok over det, der skete med min hæl.

- Jeg tænkte: "Nej, nej, nej, ikke en ny skade". Jeg kunne mærke, jeg havde en pumpende fornemmelse i min hæl. Men jeg har haft lidt problemer med min fod hele ugen, siger Blichfeldt til TV 2 Sport.

Danskeren, der er nummer 16 i verden, kunne i flere dueller ikke bevæge sig efter boldene, og hun virkede decideret ukampdygtig og tabte andet sæt klart.

Men danskeren kom sig over problemerne og virkede i tredje sæt uhæmmet og spillede forrygende, da det hele skulle afgøres.

- Jeg kunne faktisk godt bevæge mig, uden at det blev værre. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle trække mig. Jeg er lige kommet tilbage fra en skade og ville blive ved med at prøve, også for min egen stolthed, siger Blichfeldt.

Hun havde inden VM ikke spillet en kamp i fire måneder, og hun har generelt bøvlet med skader i de seneste par år.

Onsdag fylder Blichfeldt i øvrigt 29 år og kunne i sidste ende fejre sin fødselsdag med en hårdt tilkæmpet sejr.

RITZAU