Mia Blichfeldt misbrugte fem sætbolde, før hun tabte semifinale til verdensetter Tai Tzu-ying i Thailand Open.

Danmarks bedste damesingle i badminton, Mia Blichfeldt, gjorde en fin figur, men kunne ikke levere sensationen, da hun lørdag spillede semifinale i Yonex Thailand Open, der rangerer som Super 1000-turnering på World Tour.

Blichfeldt pressede verdensranglistens nummer et, Tai Tzu-ying fra Taiwan, men tabte med cifrene 8-21, 21-23. Blichfeldt misbrugte fem sætbolde i andet sæt.

Danskeren, der er nummer 18 i verden, har imponeret i denne uge ved blandt andet at slå verdensmester Pusarla Venkata Sindhu, men lørdag kom hun i menneskehænder fra begyndelsen.

Blichfeldt fik slet ikke fat i første sæt, og hun så lettere chokeret ud, da hun efter blot 11 minutters spil havde tabt første sæt med 8-21.

Det er første gang i karrieren, at Blichfeldt spiller semifinale på Super 1000-niveau, og hun fik også en svær start på andet sæt.

Tai Tzu-ying var meget fokuseret og kom hurtigt foran med 5-1. Blichfeldt har dog vist store fighterevner i denne turnering, og hun gav heller ikke op her. Da Blichfeldt endelig fik gang i spil, vendte hun 2-6 til føring 11-7.

Taiwaneren sløsede meget i denne periode, og Blichfeldt udnyttede det til fulde og kom også foran med 13-8 og siden 14-10.

Derefter fandt Tai Tzu-ying igen sit aggressive spil frem og reducerede til 13-16. Men Blichfeldt var ovenpå i sættet og kom foran 20-16 og havde så fire sætbolde.

Så var det som om, at danskeren blev lidt nervøs. Hun lavede flere fejl, og kort efter var stillingen 20-20. Blichfeldt fik endnu en chance for at vinde sættet ved 21-20, men Tai Tzu-ying afgjorde kampen ved at vinde de næste tre point.

Senere lørdag eftermiddag spiller Viktor Axelsen semifinale i herresingle mod Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien.

/ritzau/