Den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt stod torsdag bag en gedigen overraskelse ved Denmark Open.
I anden runde vandt danskeren uventet over verdensranglistens nummer fem, kineseren Chen Yufei, med 21-9, 21-17.
Dermed fik danskeren revancheret et ærgerligt nederlag ved VM i august, hvor Blichfeldt flirtede med en sensation, men blev slået af Chen Yufei i tre sæt. Det samme skete sidste år ved OL, mens kineseren vandt i to sæt ved VM i 2023.
Derfor er Blichfeldt glad for, at hun torsdag kunne tage en stor skalp og slå sin onde ånd.
- Jeg er lidt overvældet. Jeg har gerne villet have sådan en sejr rigtig længe, og så at få den på hjemmebane det er en kæmpe forløsning. Det er dejligt, at det også skete i to sæt, siger Mia Blichfeldt til TV 2 Sport.
Som følge af sejren i Odense får Blichfeldt nu useedet modstand fra Thailand eller Kina i tredje runde, der svarer til kvartfinalen. Det opgør spilles fredag.
Den 28-årige dansker greb initiativet fra start, mens den formodede stærkere Chen Yufei brugte adskillige minutter på at finde sig til rette. Det udnyttede Blichfeldt til at tage en enorm føring, som blev ført videre over i en sikker sætsejr.
Andet sæt var mere lige, og spillerne fulgtes ad helt frem til 15-15. Med en række stærke vinderslag tog Blichfeldt fire point i træk og slog det afgørende hul mod en af turneringens favoritter.
Torsdag aften skal turneringens anden tilbageværende dansker i damesingle, Line Christophersen, også forsøge at lave en enorm overraskelse. Hun møder verdenstoeren Zhiyi Wang.
/ritzau/