Blichfeldt er med i dansk VM-trup i badminton trods skade
Anders Antonsen og Mia Blichfeldt er blandt 12 spillere i Danmarks foreløbige VM-trup til VM i New Delhi.

Anders Antonsen og Mia Blichfeldt er blandt 12 spillere i Danmarks foreløbige VM-trup til VM i New Delhi.

12 spillere er foreløbigt udtaget til at repræsentere Dannebrog ved det individuelle VM i badminton i New Delhi i august.
Blandt dem er Mia Blichfeldt, der er udtaget på trods af sin nuværende skade.
Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse torsdag.
Forventningen er, at badmintonprofilen bliver klar til turneringen, som afvikles fra 17. til 23. august.
- Vi har talt med både Mia og den læge, som behandler Mia, og der er lagt en plan for hendes rehabilitering, som giver gode chancer for, at hun når at blive klar til VM om cirka tre måneder. Derfor har vi udtaget hende, siger cheflandstræner Thomas Stavngaard i pressemeddelelsen.
Blichfeldt er rangeret som nummer 14 i verden og er dermed den højest rangerede danske damesingle.
I herresingle er verdenstreeren Anders Antonsen og Rasmus Gemke udtaget, mens Line Christophersen også er med i damesingle.
Det betyder, at Line Kjærsfeldt, der er rangeret som nummer 23 i verden og fire pladser bag Christophersen, ikke er udtaget i første omgang.
Duoerne Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen samt Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard er udtaget i herredouble.
Mette Werge og Kathrine Vang er udtaget i damedouble, mens Mathias Christiansen og Alexandra Bøje er udtaget i mixeddouble.
Udtagelsen sker i to faser, og der kan stadig komme yderligere danske pladser i anden fase, som offentliggøres næste torsdag.
Den endelige danske VM-trup ventes først at ligge fast i næste måned.
Torsdagens udtagelse kommer godt to uger efter Thomas & Uber Cup, hvor de danske herrer nåede semifinalen, mens kvinderne røg ud i kvartfinalen.
I april stoppede Viktor Axelsen karrieren som 32-årig på grund af en rygskade.
Cheflandstræner Thomas Stavngaard vurderer, at Danmarks medaljechancer i de seneste seks måneder er faldet efter flere karrierestop og skader.
- Realistisk set har vi nu kun to-tre spillere eller par, som vi kan forvente har mulighed for at komme på podiet i Indien, siger han.
/ritzau/