Hun blev seksuelt krænket af sin træner.

En norsk idrætsudøver deler sin historie over for norsk TV 2, der har valgt at lade hende være anonym i artiklen. Og det er ikke småting, som hun fortæller i sit bidrag til at få fokus på et problem, der ifølge hende eksisterer i sportens verden.

Pigen, som er i 20'erne, begyndte for fire år siden at dyrke kampsport. Hun fik en træner, der til at begynde med var engageret, inkluderende og ikke mindst dygtig til sit arbejde, men det skulle hurtigt ændre sig.

»Det var specielt efter træning, når alle de andre var smuttet, og jeg blev igen i træningscenteret. Han skulle vise mig flere teknikker, hvor det udviklede sig til meget intimkontakt. Alt blev meget nært. Han satte sig på mig, tog mig på brysterne og viste mig teknikker, som ikke står i bogen,« siger hun i interviewet.

I Norge er de netop nu vidner til en sag i samme genre. Den handler om håndboldstjernen Nora Mørk, som sidste år fik sin telefon hacket og som følge deraf delt nøgenbilleder af sig selv. Mod eget ønske - blandt andet på det norske herrelandshold. Den sag har fyldt uendeligt meget i de norske medier, og BT kunne efterfølgende afsløre, at billederne også er delt i danske topklubber.

Og nu står en kampsportsudøver så frem og fortæller, at hun også er blevet krænket som idrætsudøver. Situationen udviklede sig bare mere og mere ubehageligt.

»Jeg ville jo vise, at jeg var engageret, og at jeg havde lyst til at udvikle mig, men i stedet for at vise mig teknikvideoer, viste han mig flere gange porno. Der var også gange, hvor han fortalte mig om sit private sexliv, hvor mange han havde haft sex med, og hvor god han var i sengen,« siger den anonyme kæmper.

Træneren tog desuden nøgenbilleder af sig selv i spejlet og sendte dem til den kvindelige kampsportsudøver, der til sidst fik nok. Derfor begyndte hun at finde på undskyldninger for ikke at komme til træning.

Hun fortæller desuden, at andre også oplevede problemer med træneren, der til sidst stoppede - dog af andre årsager.