Viborgs superliga-hold må sige farvel til midtbanespilleren Imants Bleidelis, efter kontraktforhandlingerne med den lettiske landsholdsspiller er brudt endegyldigt sammen.

Imants Bleidelis har spillet sin sidste superliga-kamp for Viborg.

Det står klart, efter alle forsøg på at nå til enighed om en ny kontrakt har slået fejl.

- Vi har prøvet at nå overens om en ny kontrakt, men det har ikke ladet sig gøre. Derfor må vi sige farvel til Imants, udtaler direktør Morten Jensen til Viborgs officielle hjemmeside.

Viborg-direktøren lægger ikke skjul på, at Bleidelis, der var fast inventar på Letlands EM-hold i sommerens slutrunde i Portugal, vil blive savnet.

- Imants har hele vejen igennem leveret et professionelt stykke arbejde. Han har været en god repræsentant for Viborg, ikke kun i SAS Ligaen, men også på den internationale scene for Letland, siger han.