Flere AGF-spillere så fortvivlede ud efter 1-1-kampen mod Vejle. Anders Kure og Jens Gjesing mente i hvert fald, at århusianerne havde fortjent en sejr.

De så lidt udtryksløse ud i ansigtet, AGF'erne, efter at have spillet 1-1 med SAS Ligaens bundprop Vejle mandag aften på hjemmebane. Nøjagtigt ligesom i sidste runde, da Århus-klubben tabte til Randers, brændte holdet et væld af chancer.

- Det er helt vildt, vi ikke scorede. Vi skulle have scoret seks-otte mål, lød det tørt fra AGF's Anders Kure.

Det mente holdkammeraten Jens Gjesing også.

- Jeg fatter det ikke, jeg er bitter over resultatet, for vi havde masser af chancer. Vi må have noget scoringstræning i den kommende uge, foreslog Gjesing.

Selvom både Gjesing og Kure udtrykte deres store skuffelse, så deres træner mere positivt på kampen.

- Jeg er ærgerlig over, at vi ikke vandt kampen, men på den positive side styrede vi kampen i 70 ud af 90 minutter, og skabte en hel masse, sagde Erik Rasmussen.

Træneren erkendte, at hans hold for anden kamp i træk var meget uskarpt foran mål, men tog alligevel sine spillere i forsvar.

- Vi træner afslutninger hele tiden. Og hvis du spørger nogle af spillerne, så er jeg sikker på, at de ikke brændte med vilje, fortalte han.

En af dem, der stod for et par af de helt store afbrændere i kampen mod Vejle, var angriberen Nando Rafael. Til gengæld scorede han det udlignende mål i anden halvleg.

- Jeg kunne måske have scoret tre mål i dag, men jeg gav ikke op efter den første store chance. Og det, at jeg brænder et par chancer, er ikke noget, jeg ligger vågen over, lød det fra angriberen.

/ritzau/