»En erhvervsrisiko. Ærgerlig, men ikke bitter. Måske forventeligt.« Ordene fra Silkeborgs nu tidligere træner Benny Johansen bliver udtalt uden tegn på rystelse.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>For selvom Silkeborgs ledelse i går valgte at fyre Benny Johansen efter en efterårssæson, der har budt på tre uafgjorte og hele 10 nederlag, forlader han klubben med oprejst pande.

»Jeg har gjort, hvad jeg kunne. Der er ingenting i de sidste fire måneder, jeg fortryder.

Det her fortæller først og fremmest om en branche, hvor fyringer er en risiko. Og den risiko kender jeg. Derfor er jeg ikke bitter, men jo nok noget skuffet, for jeg mener faktisk, at vi kunne have vendt skuden.

Jeg tror stadig ikke, at Silkeborg rykker ned,« siger Benny Johansen, der fastslår, at han og Silkeborg skilles uden »bad feelings«.

> »Jeg vil stadig sige, at det er marginaler, der gør, at vi ikke har fået flere point.

Selvfølgelig mistede vi en række stamspillere før sæsonen, men det helt afgørende har efter min mening været, at vi har haft mange skader og karantæner, som har gjort, at vi aldrig har fået rytme og ro ind på holdet.

Så på den måde kan man vel sige, at jeg har været oppe mod noget, hvor jeg ikke har haft en chance. Men jeg vil gerne fastslå, at jeg hele vejen igennem har troet på holdet og på spillerne.«

Det er første gang i trænerkarrieren, at Benny Johansen oplever at blive fyret. Men det ændrer ikke ved, at han stadig har lyst til topfodbold.

»Vi har lavet en aftale, så jeg er fri på markedet omgående. Det betyder, at jeg nu går i gang med at afvikle her i Silkeborg, og så snart det er på plads, flytter jeg tilbage til Fredensborg.

Og jeg er bestemt klar til at blive træner igen, hvis der ellers er nogen klubber, der vil have mig,« siger Benny Johansen.

Hans assistent, Bjarne Hansen, var i går en meget skuffet mand. Fyringen opfattede han som et personligt nederlag.

»Jeg har det meget dårligt med beslutningen og med, at det er Benny, der har fået sorteper. Jeg flyttede herover med min familie for at starte et nyt liv og et samarbejde med Benny. Og jeg føler i høj grad, at vi har været fælles om det her. Jeg har et lige så stort ansvar som Benny, derfor er jeg så rystet,« siger Bjarne Hansen, der er vidende om, at Benny Johansen og klubben har diskuteret en fyring gennem et stykke tid.

Han vil ikke sige det direkte, men der er næppe nogen tvivl om, at han selv alvorligt har overvejet at gå sammen med Benny Johansen.

»Klubben har bedt mig om at assistere Morten Bruun, og det gør jeg så. Det har jeg selvfølgelig diskuteret med Benny, der siger, at jeg kun skal tænke på mig selv og min familie.

Morten Bruun har også opfordret mig til at blive,« siger Bjarne Hansen.

kimi