Peter Northug svarede kun med ét enkelt ord: 'Nej'.
Men nu beklager både journalisten og hans medie, at spørgsmålet overhovedet blev stillet.
»Det var uden for skiven,« lyder det fra manden bag spørgsmålet, Emil Ringstad fra Trønder-Avisa.
Scenen udspillede sig ved fredagens pressemøde, hvor den tidligere norske skisportsstjerne Peter Northug stod frem og erkendte, at han har 'et alvorligt misbrug af alkohol, narkotika og piller'.
Den tidligere norske skistjerne blev stoppet af politiet i sidste uge og er efterfølgende blevet sigtet for at køre for stærkt, at køre i narkopåvirket tilstand og for at være i besiddelse af kokain. Siden er historierne væltet frem.
Derfor valgte Peter Northug fredag at stå frem og fortælle om sine problemer. Og det var her, at spørgsmålet fra Trønder-Avisas journalist kom: 'Har du haft selvmordstanker?'
Det vakte opmærksomhed på sociale medier, men ifølge mediets chefredaktør burde det aldrig have været stillet på pressemødet:
»Det var et arbejdsuheld og både journalisten og redaktionsledelsen beklager på det stærkeste,« lyder det fra John Arne Moen:

»At stille et spørgsmål om selvmord i sådan en sammenhæng burde ikke være sket, og jeg er glad for, at journalisten lige efter pressekonferencen selv offentligt gik i rette med sig selv på sociale medier og beklagede det, der var sket.«
Peter Northug fortalte på pressemødet, at han kun har tage de narkotiske stoffer i forbindelse med 'hårde fester' - som der dog har været meget af på det sidste, lød det videre.
»Jeg har ikke været den rollemodel, jeg ønsker at være. Jeg er fortvivlet, og jeg har nået mit livs lavpunkt,« sagde han blandt andet.
Som aktiv vandt han både VM og OL-guld i langrend. Han stoppede karrieren i 2018.