David og Victoria Beckham kan sagtens se ind i en fremtid, der byder på rigtig mange børnebørn.

I hvert fald hvis det står til parrets 23-årige søn, Brooklyn.

»Jeg har altid gerne villet være ung far, og jeg vil gerne have en familie snart. Men min kone skal selvfølgelig være klar,« siger Brooklyn Beckham til Entertainment Tonight.

Han blev i april gift med Nicola Peltz ved et storstilet bryllup i Florida. De mødte hinanden i 2017, men blev først et par to år senere, og i 2020 stillede Brooklyn Beckham så det store spørgsmål til sin kæreste.

David og Victoria Beckham med sønnen Brooklyn.
David og Victoria Beckham med sønnen Brooklyn. Foto: HENRY NICHOLLS
Vis mere

Tidligere har Beckham-parrets ældste søn fortalt, at parret ønsker en stor familie, og at de også ønsker at adoptere.

»Jeg kunne sagtens få ti børn. Men det er hendes krop og hendes beslutning,« siger Brooklyn Beckham i interviewet om de fremtidige familieplaner.

Han kommer da også selv fra en stor familie, da David og Victoria Beckham sammen har fire børn, men Brooklyn Beckham kunne altså sagtens se sig selv få endnu flere.

I interviewet fortæller han desuden, hvordan ægteskabet kun har gjort kærligheden til Nicola Peltz endnu større.

»Det føles anderledes. Jeg har giftet mig med min bedste ven, og det er den bedste følelse i verden. Det er bare mig og hende,« fortæller Beckhams søn, der til daglig er aspirerende kok.