Kritikken fra to af Danmarks største badmintonprofiler, Anders Antonsen og Mia Blichfeldt, af dårlige forhold ved India Open har fået sportschefen i Badminton Danmark til at reagere.
Jens Meibom siger til DR Sporten, at Badminton Danmark vil markere over for Det Internationale Badmintonforbund (BWF), at der er behov for at forbedre forholdene i hallerne i Delhi.
På længere sigt bør man drøfte muligheden for at afvikle turneringen et andet sted i landet, lyder det.
- Jeg mener, at kritikken er berettiget. For der er smog-sæson i Indien og dermed forurening i luften, siger Meibom til DR Sporten.
Verdensranglistens nummer tre i herresingle, Anders Antonsen, har meldt afbud til turneringen. Det begrunder han på det sociale medie Instagram med "den ekstreme forurening i Delhi i øjeblikket".
Også verdensranglistens nummer 20 i damesingle, Mia Blichfeldt, har kritiseret forholdene ved turneringen.
I et interview med Press Trust of India tirsdag pegede hun på forholdene i opvarmningshallen, der ligger omkring 300 meter fra turneringsarenaen, og som ifølge hende er alt for kold og mangelfuld.
- Forholdene er virkelig ringe. Det var beskidt sidste år, og det er ikke anderledes i år. Jeg håber, at BWF vil tage et alvorligt kig på forholdene i hallen, fordi de ikke er gode nok at konkurrere i, sagde Blichfeldt.
Generalsekretæren i det indiske badmintonforbund, Sanjay Mishra, har kommenteret Blichfeldts kritik og siger, at den udelukkende er rettet mod opvarmningsområdet og ikke kamphallen, som ifølge ham er holdt ren og fri for snavs og duer.
Ifølge Jens Meibom, der har været i kontakt med landstræner Thomas Stavnsgaard, var der tirsdag kun seks grader i hallen, hvor Blichfeldt skulle varme op. Derudover er der angiveligt beskidt på gange og toiletter.
- Når jeg hører om fakta og kan se, hvad der sker dernede, så er det af en karakter, hvor jeg synes, at vi som forbund også skal stemple ind i kampen, siger sportschefen i Badminton Danmark.
På kort sigt handler det om at få forbedret forholdene under den igangværende turnering. På længere sigt vil Jens Meibom også rejse spørgsmålet om et muligt alternativt spillested i Indien end i Delhi.
De samme haller skal til sommer tages i brug igen, når VM afholdes i Indien.
På Instagram skriver Anders Antonsen, at han "krydser fingre for, at det bliver bedre" inden VM.
/ritzau/
