Badminton Danmark har ikke tillid til Mads Øland fra Spillerforeningen og stopper derfor forhandlinger.

Forhandlingerne om en ny landsholdsaftale mellem Badminton Danmark og de bedste danske badmintonspillere er sat på standby.

Badminton Danmarks hovedbestyrelse besluttede på et møde onsdag, at der ikke skal forhandles med Spillerforeningen, så længe Mads Øland er hovedforhandler.

Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

»Vi er oprigtigt talt brandærgerlige over, at vi er kommet hertil, hvor vi ikke længere kan se et perspektiv i at forsætte forhandlingerne med Mads Øland og Spillerforeningen som repræsentant for de danske elitebadmintonspillere,« siger Badminton Danmarks administrerende direktør, Bo Jensen.

Uden en kollektiv landsholdsaftale kan spillerne ikke deltage ved EM, VM eller OL. Spillerne kan dog stille op til andre turneringer uden om forbundet.

»Ikke mindst i forhold til spillerne er vi meget ulykkelige over hele konflikten.«

»Omvendt ser vi ikke et perspektiv i at fortsætte forhandlingerne med Mads Øland, for vi har et hensyn at tage til elitearbejdet i dansk badminton, og det er et hensyn, som også rækker langt ud i fremtiden,« siger Bo Jensen.

Et af stridspunkterne om en ny aftale har været spillernes rettigheder og forpligtigelser i forhold til aftalens kommercielle aspekter.

Forhandlingerne synes på det punkt at kunne sammenlignes med dem, der tidligere på efteråret stod på mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne, hvor de kommercielle rettigheder var et stort stridspunkt.

Dengang var spillerne længe repræsenteret ved Spillerforeningens direktør, Mads Øland, og han sidder også med ved bordet i de nu strandede badminton-forhandlinger, hvor det kommercielle punkt altså også fylder meget.

På samme side som Øland sidder Michael Døi fra DEF (Danske Elitesportsudøveres Forening) og flere spillere, mens Bo Jensen, sportschef Jens Meibom og forbundets advokat sidder på den anden side af bordet.

Den nuværende aftale mellem forbund og spillere blev indgået i 2013 og opsagt af forbundet i august i år med udløb 30. november, fordi aftalen blev fortolket og forstået forskelligt af parterne.

/ritzau/