Den største kamp i UFC’s historie endte i ukontrolleret masseslagsmål og vil desværre gå over i historiebøgerne af forkerte årsager.

T-Mobile Arena i Las Vegas dannede tidlig søndag morgen dansk tid rammen om braget mellem Khabib Nurmagomedov fra Rusland og den irske superstjerne, Conor McGregor, og B.T. havde Martin Bøge Pedersen på plads i hallen. Her følger hans beretning fra skandalestævnet...:

VM-letvægtsbæltet var på højkant – et bælte som Khabib officielt var indehaver af, men som McGregor stadig har omtalt som sit. Begge kæmpere havde forud for kampen gjort det klart, at der var mere på spil end 'bare' en titel. Det handlede om familie, brødre, ære og respekt.

Stemningen i arenaen var elektrisk fra start til slut. Mel Gibson, Chris Pratt og Matt Damon var blandt de mange Hollywoodstjerner, som var at spotte på de dyre rækker. Snakken blandt fans og journalister gik på, at det muligvis var det bedste og mest underholdende UFC-event nogensinde. En holdning jeg i den grad kunne tilslutte mig.

De to hovedpersoner, Conor McGregor (tv.) og Khabib Nurmagomedov.
De to hovedpersoner, Conor McGregor (tv.) og Khabib Nurmagomedov. Foto: Harry How
Vis mere

Alle kampene havde leveret 100 procent. Da vi havde overværet Tony Ferguson vinde over Anthony Pettis i co-main event, havde man en fornemmelse af, at nu havde vi nok set højdepunktet på aftenen. De to kæmpere gav begge alt, hvad de havde i en frem og tilbage kamp, hvor Tony Ferguson i sidste ende, endte med at løbe med sejren.

Der blev sunget 'ólé, olé, olé, olé' så højt, så dj'en, der spillede i pauserne, ikke havde en chance. Der havde ikke været tumult blandt tilskuerne, og stemningen var på sit højeste. Pludselig blev lyset dæmpet i salen. Det gik op for alle at vi ikke havde fået desserten endnu. Selv om menuen havde været til tre Michelin-stjerner, havde vi stadig Khabib vs McGregor til gode.

Conor McGregor gik først i ringen og alle de 20.000 fremmødte stod nu op. Mørket på tilskuerrækkerne blev lyst op af mobiltelefoner, som filmede McGregor’s entre. Sinead O’ Connor sang i højttalerne og gåsehuden kom snigende hos os alle. Jeg stod ved siden af Gareth A David fra 'The Telegraph'. Han løftede sin arm og viste mig hvordan hårene rejste sig. Denne kamp havde vi ventet på i 12 måneder.

Nu var det Khabib’s tur til at gå ind. Han fik ikke samme modtagelse som folkehelten fra Irland, men viste ingen tegn på nervøsitet.

Khabib Nurmagomedov under sin indmarch.
Khabib Nurmagomedov under sin indmarch. Foto: Harry How
Vis mere

Kampen blev fløjtet i gang og Khabib fik ret hurtigt McGregor ned på gulvet. 1. runde havde ikke meget at byde da Khabib ikke kunne avancere sin position på gulvet.

I 2. runde ramte Khabib McGregor med et slag, som rystede ireren – ikke scenarie man ikke havde forventet. Herfra fik Khabib overtaget mere og mere, og da de nåede 3 minutter ind i 4. runde måtte Conor McGregor overgive sig til et kvælertag.

Nu tog hele aftenen så en drejning.

Khabib hoppede ud af buret og gik til angreb på McGregors trænere. Det eskalerede på tre sekunder og de fire første rækker blev alle ufrivilligt indblandet en voldsomt masseslagsmål. Se video herunder:

 

Vagter og politi kom til, men de kunne ikke kontrollere lavinen. Alt imens optøjerne blev vildere og vildere stod Conor McGregor inden i buret med ryggen til og prøvede at komme sig ovenpå nederlaget. En af Khabibs venner sprang ind over hegnet og angreb McGregor med slag bagfra.

Nu var der to kampzoner, og alt var kaos.

Flere vagter og mere politi kom til. Khabib blev eskorteret ud af salen, men blev mødt med fadøl og andre kasteskyts fra de mange irske fans. De måtte derfor opgive og bragte ham tilbage i buret, hvor McGregor stadig var i færd med at ryste slag af sig.

UFC-præsident Dana White kom til og snakkede med meget store bogstaver til Khabib. Russeren råbte tilbage. Han ville have sit bælte og udråbes som vinder af Bruce Buffer. Han ville have den ceremoni man altid får som vinder. Det øjeblik ville han have dokumenteret til skrapbogen. Det fik han ikke. Han fik heller ikke sin check på 13 millioner kroner. Om han får lov at beholde bæltet og kæmpe i UFC igen, ved vi heller ikke. Læs Dana Whites reaktion her

Hjemme i Makhachkala, Rusland, fejrer masserne Khabib Nurmagomedovs sejr.
Hjemme i Makhachkala, Rusland, fejrer masserne Khabib Nurmagomedovs sejr. Foto: KAZBEK BASAYEV
Vis mere

På pressekonferencen efterfølgende sagde UFC-præsident, Dana White, at de stadig ikke havde taget stilling til det. Han kunne dog konfirmere at tre fra Khabib’s lejr var anholdt og kørt til politistationen. Senere kom det dog frem, at Conor McGregor nægtede at politianmelde dem.

Nevada State Athletic Commission får alle videooptagelser udleveret og de vil så tage stilling til, hvad der skal med de forskellige involverede individer. På pressekonferencen sagde Khabib, at Vladimir Putin havde ringet og lykønsket ham med sejren. Khabib undskyldte også overfor Las Vegas, men havde ikke meget tilovers for dem, som mente, han havde trådt ved siden af - og for dem som tog McGregor’s parti.

»Han snakker om min religion, han snakker om mit land, han snakker om min far, han kommer til Brooklyn og han smadrede min bus. Han dræber næsten et par mennesker. Hvad med alt det lort? Hvorfor snakker i om at jeg hoppede ud af buret?,« sagde Khabib Nurmagomedov.

Med hvert deres land i ryggen og hele verden som tilskuere, kæmpede to moderne tids gladiatorer om letvægtstronen.

Her bliver kampen afgjort.
Her bliver kampen afgjort. Foto: Harry How
Vis mere

Efter 23 måneder væk fra sporten, ville gorillaen fra Dublin, udrydde ørnen fra Dagestan og generobre sit territorium. Det skete ikke.

Vi blev til gengæld vidne til MMAs svar på 'Malice At The Palace'. Alt hvad de to havde bygget op over for hinanden igennem flere måneder, kulminerede i et vulkanudbrud af katastrofale dimensioner.

Khabib, som stadig er ubesejret med 27 sejre, forsvarede sin titel. En titel som vi ikke ved om han får lov at beholde. Ødelagde han mere for sig selv end han vandt? Den del af historien, må vi desværre vente lidt med at få afklaring på.

Der er en grund til at Las Vegas har fået titlen 'Fight Capital Of The World'. Byen er den perfekte scene for store events, koncerter og stort opsatte shows. Der er noget eventyr over byen, som man ikke finder i New York, Paris eller Berlin.

Khabib Nurmagomedov obliver eskorteret ud af arenaen.
Khabib Nurmagomedov obliver eskorteret ud af arenaen. Foto: Harry How
Vis mere

Det hele er et stort sceneri, som automatisk får os mennesker til at slippe tøjlerne og lade os rive med at stemningen. Byen praler ikke med at være verdens centrum for kunst og kultur, men den praler med at være 'The Entertainment Capital Of The World', hvilket man må sige den lever op til – for MMA-kampe er underholdning.

På vej hjem fra kampen, syd for T-Mobile Arena på Las Vegas bBoulevard, passerer jeg det famøse Las Vegas skilt.

På skiltet står der: 'Kør forsigtigt. Kom snart igen'.

Jeg vil altid have et særligt forhold til Las Vegas. Det er her UFC har sin base og det vil altid være her de største kampe bliver afviklet. Jeg har på fornemmelsen, at kampen i aften er en af de største nogensinde og vil blive husket i mange år frem - både for det sportslige indhold, men også for det vanvid der brød ud lige inden lukketid.

Khabib vs McGregor-sagaen fik tilføjet endnu et kapitel og UFC 229 vil altid stå som dagen, hvor ørnen så rødt og kongen faldt.