Kvartfinalen blev endestationen for den danske verdensmester Viktor Axelsen ved Denmark Open.

Den danske verdensmester i badminton, Viktor Axelsen, tabte fredag aften til indiske Kidambi Srikanth i kvartfinalen på hjemmebane ved Denmark Open.

Danskeren var favorit, og han har også vundet de to seneste opgør mod inderen, men han mener, at Srikanths sejr var fortjent.

»Han var en værdig vinder af kampen. Srikanth spiller rigtig godt. Han kan mange ting, der gjorde det svært for mig,« siger Axelsen.

Turneringen spilles i Odense, som er Axelsens hjemby, og det er ikke nogen hemmelighed, at han gerne havde set sig selv som vinder af turneringen, men han var alligevel fattet efter nederlaget.

»Jeg er selvfølgelig skuffet. Jeg ville da gerne have spillet noget mere, men sådan skulle det ikke være.«

»Jeg føler, at jeg skulle have lukket kampen i andet sæt - jeg havde mine chancer. Men sådan er det desværre,« siger Axelsen.

I tredje sæt virkede danskeren træt, og inderen så ud til at blive bedre og bedre. Det blev afgørende for kampens udfald.

»Jeg havde mere energi i de to første sæt, og han havde så endnu mere i tredje, hvor jeg spillede dårligt. Jeg følte mig træt i tredje sæt,« siger verdensmesteren.

»Selvfølgelig kan det have noget at gøre med, at man ikke har sovet så godt, men jeg vil ikke bruge nogen undskyldninger.«

»Han sad også og ventede på, at lyset skulle komme igen i går (torsdag, red.), så han har heller ikke haft prangende forberedelser,« forklarer Axelsen.

Torsdagens program ved Denmark Open blev udsat, da der var problemer med lyset i hallen, hvor der spilles.

/ritzau/