Viktor Axelsen og Rasmus Gemke er klar til anden runde i badmintonturneringen Indonesia Masters.

Jakarta. I sikker stil vandt Viktor Axelsen i første runde af badmintonturneringen Indonesia Masters.

Efter 33 minutter havde Viktor Axelsen besejret Jen Hao Shu fra Taiwan med cifrene 21-13, 21-7.

Mens Viktor Axelsen er verdensetter, så er Jen Hao Shu rangeret som nummer 26 i verden, så sejren var ikke overraskende.

Det var mere overraskende, at Rasmus Gemke også gik videre fra sin kamp i herresingle.

Rasmus Gemke overlevede tilmed en matchbold, da han vandt 17-21, 23-21, 21-16 over Ihsan Maulana Mustofa, der er nummer 44 i verden. Rasmus Gemke er nummer 43 i verden.

Rasmus Gemke og Viktor Axelsen kan mødes i turneringens kvartfinaler, hvis begge spillere vinder deres kampe i anden runde.

Det kræver dog, at Gemke i anden runde overrasker endnu en gang og besejrer sydkoreaneren Jin Hyeok Jeon, der er nummer 20 i verden.

Viktor Axelsen vandt i weekenden Malaysia Masters, der havde niveau som en Super 500-turnering og deltagelse af mange af verdens bedste spillere.

Det svarer til fjerdehøjeste niveau, og det er samme niveau, der spilles på ved denne uges turnering i Indonesien.

Her var kometen Anders Antonsen i første runde oppe mod verdensstjernen Chen Long fra Kina, der vandt 24-22, 21-10.

Den 20-årige Antonsen havde to sætbolde i første sæt, men luften gik af den danske ballon, da det ikke lykkedes at udnytte en af dem.

I damedouble er tredjeseedede Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, der søndag vandt Malaysia Masters, sikkert videre til anden runde efter sejr i to sæt.

Det samme er fjerdeseedede Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding i herredouble.

/ritzau/