Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen var i gedigne problemer, men han kæmpede sig alligevel videre fra Denmark Opens anden runde.
Axelsen vandt med cifrene 11-21, 21-19, 24-22, men japanske Yushi Tanaka pressede på alle måder danskeren til det yderste.
Danskeren virkede decideret rådvild i første sæt, mens energiske Tanaka fremstod komplet modsat.
Axelsen, der er dobbelt olympisk mester, kæmpede sig tilbage i opgøret, og i et tæt og dramatisk tredje sæt trak han det længste strå.
Den danske badmintonstjerne er på vej tilbage til sit vanlige niveau, efter at han stort set ikke har spillet badminton i det seneste halve år.
- Det var ikke det kønneste badminton. Jeg ved ikke, hvordan jeg vandt den her kamp, for jeg følte mig som en elefant i første sæt, siger Viktor Axelsen til TV 2 Sport.
- Jeg er pissestolt over, at jeg vandt den her kamp, hvis jeg skal være helt ærlig, siger han.
Tilbage i april blev Axelsen opereret for en drilsk rygskade, og først for en lille måneds tid siden gjorde han comeback ved en turnering i Hongkong.
Nu er han den eneste danske herresinglespiller tilbage ved Denmark Open, efter at både Anders Antonsen og Rasmus Gemke tabte deres kamp i anden runde tidligere torsdag.
Axelsen fik torsdag en mildt sagt lunken begyndelse på den fynske hjemmebane.
Yushi Tanaka gik offensivt til værks og bragte sig i front med hele 10-2. Og så var der hurtigt lang vej op for Axelsen i første sæt.
Danskeren virkede rystet, og Axelsen kunne under en snak med træner Peter Gade høres sige, at "jeg kan slet ikke følge med".
Om end Axelsen virkede slukøret, hev han et par point i hus, men Tanaka blev ved med sit lynhurtige spil, der endte med at sikre sættet i sikker stil 21-11.
Første sæt blev afviklet på blot 13 minutter, men en frustreret Axelsen kom markant anderledes ud til andet sæt.
Han matchede Tanaka i langt højere grad og bragte sig på 14-8 til stor jubel i den odenseanske arena. Japaneren var tæt på en udligning til sidst, men Axelsen hev andet sæt i land med 21-19.
Tredje sæt var tæt, og de to fulgtes længe ad med et point skiftevis til dansk og japansk favør.
På ren viljestyrke endte Axelsen dog med at snuppe sættet og sejren foran en fyldt arena i Odense.
/ritzau/