’Viktory’. Guld-Viktor. Verdens bedste Viktor!
Det skorter ikke på positivt ladede kælenavne til den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen. Titler mangler den forsvarende verdensmester efterhånden heller ikke, og i går kunne han så - ganske som tilnavnene, der også hober sig op - føje en ny og ganske særlig én til samlingen.
Viktor Axelsen, der vandt VM i herresingle i 2017 over den femdobbelte verdensmester Lin Dan, blev udnævnt som vinder af BT Guld ved DRs Sport 2017-show i Herning i Jyske Bank Boxen, som var fyldt med sportsstjerner og kendisser i lækre jakkesæt og smukke gallakjoler.
Inden prisoverrækkelsen fyrede bandet ’Saveus’ akkompagneret af 300 gospelsangere op under det feststemte publikum, der lystigt klappede derudaf ved gallashowets næste højdepunkt - uddelingen af BT Guld.
BTs sportschef, Morten Crone Sejersbøl, trådte op på den store scene for at præsentere prisen, som han er meget stolt over igen at få lov til at uddele. Og det med god grund.
Sportschefen fortalte om, hvordan det er 40 af landets største sportsprofiler, som uddeler point til de indstillede. Det er netop det, der gør BT Guld speciel og adskiller den fra andre titler. Det er ’sportens egen pris’.
Katja Salskov-Iversen var en af de mange, som gav Axelsen tre point. Hun motiverede Axelsen på scenen og argumenterede for, at han er den helt rette vinder. ’Ekstraordinær’, kaldte hun Axelsens præstation.
Hendes motivering blev efterfulgt af ord fra Camilla Pedersen og Pernille Blume, der motiverede for henholdsvis Maja Alm og Caroline Wozniacki, som endte efter Viktor Axelsen i BT Guld-afstemningen, og så var det endelig tid til at få udløst spændingen ved Jesper Nøddesbo fra håndboldlandsholdet, der vandt sidste år.
'Nødde' kunne dog ikke overrække prisen personligt til Viktor Axelsen, som for tiden opholder sig i Østen. Axelsen har nu alligevel uden tvivl kunnet høre det voldsomt høje bifald flere tusind kilometer væk, som han modtog fra salen. Så højt var det! Og så sendte han også en hilsen.
»Jeg er ked af, at jeg ikke kan være der i aften, men jeg er virkelig stolt over at have modtaget prisen. Jeg vil gerne sige tak til BT først og fremmest, min familie, mine venner, trænere, mine sparringspartnere. Hvis nogle føler sig glemt, må I undskylde det, men så takker jeg jer på et andet tidspunkt,« sagde Viktor Axelsen.
Højt skal Viktor Axelsens præstationer også placeres på listen over danske sportsbedrifter i 2017, mener Morten Crone Sejersbøl. Ifølge ham er der ingen tvivl om, at Viktor Axelsen er den helt rette vinder af BT Guld.
»Viktor Axelsen er den mest suveræne vinder, jeg kan huske, vi har uddelt BT Guld til. Havde jeg kunnet stemme, havde jeg også stemt på ham, og jeg vil gerne ønske ham et kæmpestort tillykke,« siger BTs sportschef og fortsætter:
»Jeg håber, Maja Alm og Caroline Wozniacki (Wozniacki blev nummer to i afstemningen, Alm nummer tre, red.) kan finde sig i netop i år at blive slået af ham - hans bedrifter er helt vilde. Viktor Axelsen er ikke bare verdens bedste badmintonspiller, hvilket i sig selv er helt vildt, men også en moderne sportsmand, der tager sit eget brand alvorligt. Han og hans far gør en meget stor indsats for at give ham en karriere, der rækker ud over stregerne på banen. Det mest åbenlyse eksempel er jo, at han har lært sig kinesisk for at nå langt ud i Kina.«
Viktor Axelsens verdensmesterskab var det første i dansk herresingle i 20 år, og han vandt derudover Japan Open og sluttede som nummer et på verdensranglisten.
Han vandt prisen suverænt med 102 point. Caroline Wozniacki, der blandt andet vandt sæsonfinalen i 2017 over tennisstjernen Venus Williams, fik 44 point og en andenplads. Orienteringsløberen Maja Alm, som blev verdensmester for tredje år i træk i 2017, fik 22 point.



