Badminton Danmark og Viktor Axelsen har lavet en tillægsaftale til den kollektive spilleraftale.
Aftalen betyder, at Axelsen i fem til syv turneringer om året bliver en del af landsholdstræningen i Brøndby.
Det skriver Badminton Danmark tirsdag i en pressemeddelelse.
Axelsen, der har bosat sig og trænet i Dubai siden 2021, vil vende hjem til Danmark for at træne med landsholdet regelmæssigt i den nye aftale.
Når han er i Danmark for at træne, vil han dele det hele lidt op. Når Peter Gade ikke kan være træner for den danske stjerne, vil han træne med landsholdskollegerne.
Axelsen vil i gennemsnit træne tre gange per uge i Brøndby, når han er hjemme i Danmark.
- Jeg er rigtigt glad for aftalen og for, at jeg nu kan få coaching af Badminton Danmarks trænere til de turneringer, hvor Peter Gade ikke kan være der, siger Viktor Axelsen.
- Jeg glæder mig til igen at blive en del af træningen i Brøndby og give den gas dér. Forhåbentlig kan jeg bidrage til at løfte træningen og samtidig give de unge spillere lidt inspiration, siger Axelsen.
Aftalen er skruet sammen, så Axelsen kan blive coachet af én af Badminton Danmarks landstrænere og få fysioterapibehandling i fem-syv turneringer årligt.
Jens Meibom, der er elite- og sportschef i Badminton Danmark, mener, at aftalen giver god mening for begge parter.
- Med aftalen får Viktor nu trænerbistand fra en landstræner til de åbne turneringer, hvor Gade ikke kan deltage, og det kan forhåbentlig hjælpe ham til endnu flere turneringssejre.
- Samtidig er vi glade for, at Viktor igen bliver en del af træningen på det Nationale Elite Træningscenter, siger Meibom.
Aftalen træder i kraft med det samme. Den første turnering, hvor samarbejdet kommer i spil, er planlagt til Australian Open fra 18.-23. november.
/ritzau/
