Ellie-Jean Coffey var godt på vej mod store resultater som professionel surfer. Men nu er karrieren droppet.

Og i stedet har hun valgt en helt anden retning.

25-årige Coffey har oprettet en hjemmeside, hvor man for 10 australske dollar (cirka 50 kroner, red.) kan abonnere på 'ucensureret' materiale, som det lyder på hjemmesiden.

Hendes skift fra atlet til model har medført en del kritik. Men Coffey tager det helt roligt.

»Det har været, som det er med alt andet, jeg har lavet i mit liv. Nogle elsker det, andre hader det. Der er ikke én person, som jeg elsker eller holder af, som ikke har været meget støttende. Jeg har fået overvældende meget støtte,« siger hun til news.com.au om beslutningen og tilføjer:

»Det er også meget befriende, at jeg er stærk nok til at klare modgang og gøre, hvad jeg vil, og udtrykke mig frit,« siger hun.

Hun jubler over, at beslutningen har 'ændret hendes liv', og løfter lidt af sløret for, hvad brugere af hendes hjemmeside kan forvente.

»Abonnenterne kan forvente at se den ægte Ellie-Jean Coffey. De får eksklusivt materiale, jeg aldrig har delt før, de kan chatte med mig hver eneste dag, og jeg tilbyder en intim oplevelse, hvor jeg kan engagere mig med mine topfølgere,« siger hun.

»Min vision for sitet er at give folk mulighed for at komme tættere på mig end nogensinde og skabe en platform, hvor alle kan være sig selv uden at blive dømt,« lyder det.

Coffey fortæller, at hun lukrerer på, at hun i forvejen var et kendt navn i surfermiljøet.

»Jeg er kendt i surferverdenen og har bygget en flot mængde følgere op fra sporten, men de har været meget nysgerrige efter at se mere af mit liv uden for surfing. Og det kan de nu på min hjemmeside.«