Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup er ude af Denmark Open efter nederlag i anden runde.

Odense. Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte torsdag anden runde i Denmark Open til Liao Min Chun og Su Ching Heng fra Taiwan.

Danskerne blev sendt tidligt hjem fra turneringen med cifrene 16-21, 18-21.

Astrup og Skaarup havde i forvejen ikke gode minder fra tidligere opgør mod taiwanerne, der i 2017 sendte danskerne ud af VM i anden runde.

Parret fra Taiwan, der er nummer 15 i verden, startede aggressivt og havde føringen i stort set hele første sæt. De hentede seks point i træk til stillingen 11-4.

Danskerne hentede efterfølgende fem point i træk og halede derfor ind på taiwanerne, der dog hele tiden var et skridt foran.

Min Chun og Ching Heng vandt første sæt med cifrene 21-16.

Danskerne forsøgte at hænge på i andet sæt, men taiwanerne spillede sig hurtigt til stillingen 10-4.

Astrup og Skaarup spillede sig efterfølgende imponerende tilbage til stillingen 10-10.

Danskerne konsulterede sine trænere flere gange for at finde recepten på sejr, men taiwanerne gav sig ikke. Selv om det blev tæt, vandt taiwanerne andet sæt 21-18.

Dermed får Astrup og Skaarup ikke flere kampe i dette års Denmark Open.

/ritzau/