Det danske Counter-Strike-hold Astralis røg ud af turneringen IEM Katowice efter nederlag i kvartfinalen.

Astralis må vente lidt endnu med at tage årets første titel.

Det danske Counter-Strike-hold røg fredag ud af turneringen IEM Katowice, da det i kvartfinalen endte med et nederlag på 1-2 til holdet Virtus.pro.

IEM Katowice skulle have været afviklet i den polske by af samme navn, men spilles i stedet med alle deltagerne siddende foran computeren hjemme ved dem selv.

Turneringen har en samlet præmiepulje, på hvad der svarer til små seks millioner kroner, hvoraf vinderen får cirka 2,5.

Astralis kan efter fredagens nederlag indkassere cirka 250.000 kroner.

Danskerne kom skidt fra land og tabte første bane til Virtus.pro, der består af spillere fra Usbekistan, Kasakhstan, Rusland og Letland.

Men danskerne kom tilbage og vandt anden bane, hvorefter det hele skulle afgøres i bane tre.

Her virkede Astralis til at have et lille overtag, men så tog Virtus.pro for alvor fat og vandt kampen.

/ritzau/