Danske Astralis har onsdag skrevet kontrakt med tøjgiganten Jack & Jones i kampen om at cementere sig som verdens største eSportshold.
Når de fem danske drenge fremover sætter sig til computerne for at bekæmpe terrorangreb og nedlægge modstandere som North, G2 og SK Gaming i Counter-Strike: Global Offensive, bliver det i unikke eSports-uniformer, som holdet skal designe med Jack & Jones.
Således betyder det nye samarbejde, at de to parter indgår et samarbejde om at udvikle en trøje, der er optimeret til eSport. Samtidig får holdet sin egen merchandise-kollektion, der ligeledes bliver designet i samarbejdet mellem Astralis og tøjgiganten.
»Vi er meget imponerede over Astralis’ professionalisme, deres stærke præstationer og deres dedikation. Det er de præcis samme værdier, Jack & Jones tror på. Et partnerskab med Astalis hvor vi skal skabe og præsentere noget nyt og unikt på eSports-scenen er en naturlig udvikling for vores virksomhed, der gerne vil lave samarbejder,« siger Henning Nielsen, der er chef for e-handel og marketing i Jack & Jones.
Og hos Astralis glæder Jordi Roig, der står for holdets sponsoraftaler sig ligeledes over initiativet.
»Astralis fokuserer hele tiden på at forbedre sig, finde en fordel og optimere vores præstation gennem professionalisme, dedikation, træning og en sund livsstil. Et af de områder, hvor eSport stadig mangler at udvikle sig, er tøjet og det ’gear’, som holdene spiller i,« siger han og fortsætter.
»Som vi har gjort på andre områder, har vi ledt efter en partner med ekspertise og et ønske om at designe og producere en uniform rettet mod eSport, der møder vores spilleres krav. Det har vi fundet i Jack & Jones,« siger Jordi Roig.
Dermed skriver Astralis sig ind i en fold, der også tæller Formel 1-køreren Kevin Magnussen og målmanden Kasper Schmeichel. 3. september fik Astralis endnu en sponsor i den danske virksomhed PanzerGlass, der samtidig skrev sponsoraftale med Cristiano Ronaldo.
