De er tilbage på toppen!
Danske Astralis er klar til semifinalen i Major-turneringen i Berlin efter sejr over verdensetterne fra Team Liquid, der kom med syv turneringssejre i træk.
Det succesfulde danske counterstrike-hold, der på det seneste er dumpet ned som nummer fire på verdensranglisten, vandt kampen over amerikanske Team Liquid på to runder – i banerne 'Vertigo' og 'Overpass'.
Især i den første runde var det danske mandskab sin modstander overlegen, mens anden runde var en gyser, der endte 16-13 til Astralis.

»Jeg troede på, at vi kunne slå dem. Men at vi slår dem 2-0 – det er jeg ret overrasket over,« sagde Lukas 'Gla1ve' Rossander til TV2 efter triumfen.
Går Astralis hele vejen i Major'en i Berlin – der er den største counterstrike-turnering i verden – kan det danske hold forlade den tyske hovedstad med en check på 500.000 dollar (ca. 3,5 mio. kroner).
I semifinalen møder Astralis amerikanske NRG.
Den kamp begynder lørdag kl. 18.30.

