Det danske hold Astralis må kigge langt efter finalen Counter-Strike-turneringen IEM Katowice 2020 i Polen.

I semifinalen tabte det danske hold med 5-16, 5-16 til russiske Natus Vincere - også kaldet Navi - og er altså ude af spillet om de 250.000 dollar, der venter vinderen af turneringen.

Danskerne rejse hjem med en trøstpræmie på 40.000 dollar, mens Navi møder G2 fra Frankrig i finalen.

Første bane blev en ensidig omgang, hvor ukrainerne bragte sig foran 15-1. Astralis kom derefter en smule tilbage og høstede et par succesoplevelser, men måtte alligevel se sig slået 5-16 i første bane.

Det var første gang i turneringen, at Astralis tabte en bane, men holdet skulle ikke vente længe på en gentagelse.

I anden bane var billedet nemlig det samme. Navi kom foran 13-2. Danskerne fik reduceret et par gange, inden ukrainerne afgjorde kampen med 16-5 i anden bane.

Turneringen i Katowice er en af årets største, når man ser bort fra sæsonens to majors.

Arrangementet er blevet præget af frygt for spredning af coronavirus, hvilket betyder, at lørdagens to semifinaler blev spillet uden tilskuere. Heller ikke til finalen søndag får publikum lov til at komme indenfor.

Der var 16 hold med fra start af hovedturneringen. Danske MAD Lions var også med, men sluttede med en placering som nummer 9-12.

Selv om det altså blev til exit i semifinalen for Astralis, er præstationen trods alt fremskridt oven på skuffelsen i London for få uger siden.

Ved Blast Premier Spring Series endte det ellers sejrsvante Astralis-mandskab med at dele sidstepladsen med to andre hold.

/ritzau/