Agger, Daugaard og Kahlenberg har lukket hullerne i Brøndby efter landsholdsspillere.

Jonson og Jakobsson er solgt, og Wieghorst er langtidsskadet. Brøndby og træner Michael Laudrup er i denne sæson blevet hele tre landsholdsspillere fattigere, men arvtagerne har leveret varen.

Den skadede midtbanegeneral Morten Wieghorst tror, at 3-1 sejren over FCK i Parken var meget vigtig i den henseende.

»Havde vi tabt derinde, er jeg sikker på, at I nok skulle have fokuseret på det,« siger han.

Rutinerede Kim Daugaard er gået ind på Wieghorsts plads på midtbanen, mens Thomas Kahlenberg har erstattet Mattias Jonson på venstre fløj. Daniel Agger erstatter Andreas Jakobsson i midterforsvaret.

Det forholdsvis smertefulde skift kommer ikke bag på rutinerede Daugaard.

»Vi har jo mange gode boldspillere, der kunne gå ind. Men det er klart, at de unge har mistet nogle rutinerede folk, som de kunne læne sig opad. Vores unge spillere har været igennem en enorm udvikling. Nu sejler organisationen ikke længere i fem til ti minutter pr. kamp, som den godt kunne gøre i starten,« siger han.

B.T. sætter fokus på arvtagerne. Andreas Jakobsson - Daniel Agger

Laudrup: »Agger er en stille og rolig type, der gerne vil have bolden og gør det godt i hovedspillet. Egentlig meget lig Andreas.«

Wieghorst: »Jeg er meget imponeret over ham. Især over præstationen i Parken. Det er flot at spille med så stor ro i så ung en alder.«

Agger: »Jeg er overrasket over, at jeg har fået chancen så hurtigt. Jeg nåede at spille nogle kampe sammen med Andreas, og selvfølgelig kunne jeg lære meget af hans ro og rutine.« Mattias Jonson - Thomas Kahlenberg

Laudrup: »Thomas er en helt anden type end Mattias. Det er kun fint at have ham i den ene side og så den mere klassiske kantspiller Jonas Kamper i den anden. Det giver os større bredde.«

Wieghorst: »Hans tur med landsholdet til EM har givet ham endnu mere mod på højt niveau. Jeg ser ham stadig som et af de største talenter herhjemme.«

Kahlenberg: »Det er ingen hemmelighed, at jeg hellere vil spille centralt, men så længe Skoubo og Elmander gør det godt, bliver det svært at komme derind. Jeg ser nu ikke mig selv som kantspiller.« Morten Wieghorst - Kim Daugaard

Laudrup: »Kim har jo været her hele tiden. Han kan gå direkte ind på pladsen, som han jo også har spillet før. Han bidrager med meget rutine.«

Wieghorst: »I den tid jeg har været her, er det kun skader, der har forhindret Daugaard i at spille endnu mere.«

Daugaard: »Salget af Jonson og Jakobsson har naturligvis gjort, at jeg nu tager et større ansvar. Jeg tager den defensive rolle på midten, selv om det ikke er der, min største force ligger.«