Det højt profilerede hestehospital Højgård Dyreklinik, der er officiel dyrlægeklinik ved VM i Herning, har flere sager om mulig doping bag sig.

Det kunne B.T. lørdag afsløre på baggrund af en gennemgang af flere sager.

Arrangør af VM i Herning Jens Trabjerg har dog ingen interesse i at få kendskab til sagerne.

Det slår han fast, da B.T. fanger ham på en telefon.

Han understreger, at han ikke ønsker at indgå i en dialog om Højgård Hestehospital og hospitalets rolle under VM.

»Du må gerne citere mig for, at du har kontaktet mig, og jeg ønsker ikke at gå ind i en dialog, men da du spørger mig, om jeg har kendskab til sager, så svarer jeg, at jeg ikke har noget kendskab til nogen sager,« udtaler Jens Trabjerg.

Det har derfor ikke været muligt for B.T. at få svar på, hvad arrangørerne af VM tænker om, at dyrlægevirksomheden bag den officielle VM-klinik er involveret i flere sager om mulig doping.

Ligesom Jens Trabjerg heller ikke svarer på, om det får konsekvenser for samarbejdspartneren.

Kender du til sagen, hører B.T. gerne fra dig. Skriv til journalist Cordelia Weber på cweb@bt.dk

B.T. har tidligere kunnet fortælle, at VM-klinikken reklamerede med salg af kritisk vigtig antibiotika forbeholdt mennesker til konkurrencehestene.

Og at det i den officielle VM-guide til dyrlæger fremgik, at de kunne købe receptpligtig medicin af klinikken på stævnepladsen, selvom klinikken ikke har tilladelse til at drive apotek i Herning.

En klar fejl, erkendte både VM-klinik og arrangører efterfølgende.

Højgård Hestehospital er landets største hestehospital, og de kunne i år præsentere et overskud på 27 millioner kroner før skat.

Og i juli meldte hospitalet ud, at de skulle stå bag den dyrlægeklinik, der opbygges til VM i Herning.

Men klinikken har altså været involveret i flere kontroversielle sager om mulig doping.

Senest i forhold til galoptræner Marc Stott, der i januar 2021 blev udelukket fra sporten i fire år.

Galoptræneren blev sanktioneret, fordi han havde overtrådt reglerne for medicinering af konkurrenceheste.

Alle behandlingerne var foretaget af Højgård Hestehospital i Aarhus.

Derudover er B.T. bekendt med tre sager fra 2020, 2015 og 2012, hvor danske konkurrenceheste har fået udført et såkaldt nervesnit.

Et kirurgisk indgreb, der forhindrer heste i at føle smerte, og som ifølge Dansk Rideforbunds veterinærkonsulent, Mette Uldahl, er at regne for doping.

»Nervesnit hører ind under doping, fordi man går ind og påvirker hestens sanseapparat,« siger Mette Uldahl og forklarer, at kroniske smerter kan opstå, hvis heste trænes for hårdt eller forkert, hvilket ikke er ønskeligt i sporten.

I sagen fra 2020 døde hesten under operationen, og ejeren, advokat Niels Balslev, klagede efterfølgende til Fødevarestyrelsen, fordi han udelukkende havde bestilt et helbredstjek af sin hest hos Højgård Hestehospital.

»Jeg var meget overrasket, da jeg blev ringet op og fik at vide, at hesten var død. Det var helt uventet. De mente, vi skulle have bestilt nervesnittet, men det ville vi aldrig have gjort, for i så fald ville hesten ikke kunne konkurrere,« siger advokat Niels Balslev.

Hesten havde en værdi på 750.000 kroner og var købt med henblik på at deltage i konkurrencer.

Men heste, der har fået foretaget et nervesnit, må ifølge Dansk Rideforbunds regler hverken deltage i danske eller internationale konkurrencer. Det er dog meget vanskeligt at bedømme, om en hest har fået foretaget indgrebet.

Dyrlæge fra Højgård Hestehospital i Aarhus Rikke Munk fortæller, at det er ejeren af hestens ansvar at sikre, at den ikke går konkurrencer, hvis den har fået foretaget et nervesnit.

Ville I sige ja til at lave et nervesnit vel vidende, at ejeren planlagde, at hesten skulle konkurrere efterfølgende?

»Det vil jeg nok sige nej til.«

Så hvis der kommer en ejer med en hest, der går konkurrence, og hesten har kroniske smerter, og ejeren beder om, at den skal have foretaget det her nervesnit, og er åben og ærlig omkring, at hesten skal gå konkurrencer efterfølgende, så ville I sige nej til at lave sådan en procedure?

»Det vil jeg mene. Og i hvert fald gøre kraftigt opmærksom på, at det må den ikke, og så kan de jo altid sige, nå, men okay, så bruger vi den til, at min datter kan træne på den derhjemme, og så vil vi jo nok sige, jamen, så okay, så vil det jo være okay, og så er det jo virkelig træls, at man så bagefter kan se, at det ikke rigtig holdt vand.«

Så I medvirker ikke på nogen måde til doping hos jer?

»Ikke med vilje i hvert fald.«