Der er hverken ranglistepoint, mesterskaber eller specielt meget prestige på højkant i invitationsturneringen King Cup.
Til gengæld er der penge, og dem tog den kinesiske badmintonstjerne Shi Yuqi søndag flest af.
Verdensetteren indkasserede en gevinst på omkring en million kroner ved at slå Anders Antonsen 22-20, 21-7 i finalen.
Aarhusianeren vandt den første udgave af turneringen i 2024, men kunne ikke matche sidste års præstation. Til gengæld tager han godt 450.000 kroner for finalepladsen.
King Cup er stiftet af den tidligere topspiller Lin Dan og afholdes i den kinesiske storby Shenzen.
Jubelbrølet var da også klart størst, da Shi Yuqi gjorde sit indtog på banen, men kineseren kunne ikke leve op til forventningerne i indledningen.
Verdensetteren lavede for mange fejl, og Antonsen kom hurtigt på 6-1. Så var Shi Yuqi ellers varm. Verdensetteren slog tilbage og vandt det tætte sæt på anden sætbold.
Opskriften var noget anderledes i andet sæt, hvor hjemmebanefavoritten var ovenpå fra start. Shi Yuqi strøg ud til en føring på 6-1 og lukkede ikke Antonsen ind i kampen.
Han afviste alle danskerens forsøg på at finde løsninger og lukkede stensikkert kampen til stor glæde for de fremmødte fans.
Turneringens tredjeplads gik til franskmanden Alex Lanier.
/ritzau/
