Efter en skuffende start på VM-serien set med danske briller er der lørdag tre danske lodder i tombolaen, når det går løs i Prag.

Anders Thomsen, der er førstereserve i VM-serien, får således chancen i sæsonens andet grandprix, skriver Den Internationale Motorsportsunion (FIM) på sin hjemmeside.

Den 40-årige svensker Fredrik Lindgren styrtede, mens han var i aktion for sin polske klub i den forgangne weekend, og har som resultat heraf meldt afbud.

Det giver plads til 32-årige Thomsen, der var fast kører i VM-serien i 2025 og sluttede som nummer 11 i den samlede stilling efter blandt andet en syvendeplads i netop Prag.

Thomsen var selv ude for et alvorligt uheld i april, men har været tilbage på cyklen i de seneste uger med et par stærke præstationer i den polske liga. Her rangerer han aktuelt som nummer fire individuelt.

Thomsen slutter sig i den tjekkiske hovedstad til Leon Madsen og Michael Jepsen Jensen, der begge sluttede i den helt tunge ende, da VM-serien for tre uger siden åbnede i tyske Landshut.

Ved den lejlighed tog polske Kacper Woryna sejren foran briten Dan Bewley og landsmanden Bartosz Zmarzlik.

/ritzau/