Chou Tien Chen vandt dramatisk og tæt finale i Indonesia Open med 21-18, 24-26, 21-15 over Anders Antonsen.

Det blev ikke til en triumf for det danske badmintonhåb Anders Antonsen, da han søndag spillede karrierens største finale.

Den 22-årige dansker måtte forlade den dramatiske og tætte finale i Indonesia Open med et nederlag på 18-21, 26-24, 15-21 til fjerdeseedede Chou Tien Chen fra Taiwan. Allerede i andet sæt måtte Antonsen afværge en matchbold.

Indonesia Open er en såkaldt Super 1000-turnering på World Touren, og den rangerer på niveau med All England og China Open. Kun sæsonfinalen rangerer højere på World Touren.

Antonsens største triumf på World Touren kom i netop Indonesien tidligere i år, da han vandt Indonesia Masters, der er en Super 500-turnering - to niveauer under Indonesia Open.

Aarhusianeren kunne da også gå optimistisk ind til søndagens finale efter at have haft en stort set problemfri uge i Jakarta. Allerede kort inde i kampen kom problemerne så for danskeren, for når han forsøgte at være offensiv og aggressiv, fejlede han.

Derfor kom Chou Tien Chen hurtigt foran 9-2, og sættet virkede afgjort, inden det for alvor var begyndt for danskeren.

Derfor handlede resten af sættet først og fremmest om at få gang i spillet og få en god fornemmelse inden andet sæt. Det lykkedes, da Antonsens offensiv blev bedre, og han formåede sågar at skabe en snert af spænding, inden sættet blev tabt 18-21.

Til trods for den gode udgang på første sæt, mindede starten af andet sæt til forveksling om starten af første. Antonsen lavede igen unødvendige fejl og havde samtidig problemer med at få slået fjerbolden ned på taiwanerens side.

Nede med 2-6 gik Antonsen ud og iklædte sig et pandebånd. Det viste sig at være en god idé. Kort efter var danskeren tilbage ved stillingen 8-8, og duellen efter tog han sin første føring i kampen for dernæst at komme på 11-8.

Foran 13-9 ophørte pandebåndets magi. Chou Tien Chen vandt seks dueller i træk og fik et overtag på pointtavlen.

Danskeren kæmpede ufortrødent videre, og med lidt dommerhjælp undervejs fik han sættets første sætbold ved 20-19. Siden udviklede sættet sig til et drama. Antonsen nåede at misse i alt fire sætbolde og afværge en matchbold, før han til sidst fremtvang et tredje sæt.

Antonsen havde haft en tidsmæssigt kortere vej til finalen, og bedømt på kropssprog havde danskeren et lille fysisk overskud i tredje sæt.

Pointmæssigt var det dog taiwaneren, som var i overskud. Efter 7-7 var Chou Tien Chen i front resten af kampen. Den blev afgjort på sættets første matchbold.

Efterfølgende lagde begge spillere sig ned på gulvet efter det halvanden time lange, udmattende badmintondrama.

/ritzau/