Anders Antonsen nåede hele vejen til finalen ved Denmark Open i sidste uge, men noget kunne tyde på, at han brændte alt krudtet af i Odense.

Onsdag aften røg han i hvert fald ud i første runde af French Open.

Danskeren virkede tappet for energi og brugte en del af de tilbageværende kræfter på at diskutere med dommeren.

Blandt andet derfor tabte han med 18-21, 19-21 til Ng Ka Long fra Hongkong.

Anders Antonsen havde rigtig godt styr på sin modstander i kampens indledning. Han spillede tålmodigt, styrede den forreste del af banen og skabte sig en føring.

Men så begyndte han at vakle. Føringen blev sat over styr ad flere omgange, og da Ng Ka Long kom foran 16-14 efter seks point i træk, begyndte det at se bekymrende ud for Antonsen.

Danskeren lod sig frustrere og brugte måske lige lovlig mange kræfter på at snakke og gestikulere til dommeren og modstanderen.

Hongkongeren udnyttede det manglende danske fokus og vandt første sæt.

I andet sæt spillede Anders Antonsen mere stabilt, men kunne ikke få skovlen under Ng Ka Long. Og ligesom i første sæt strålede frustrationen ud af ham.

Denne gang tiltrak han sig sågar en advarsel fra dommeren efter et verbalt og fysisk udbrud på banen, og aarhusianeren virkede som en, der egentlig ikke havde lyst til at være i Paris.

Det udnyttede Ng Ka Long og sendte verdens nummer to ud.

Også herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup røg ud i første runde. Det skete efter nederlag til det kinesiske par Liu Yi og Chen Boyang.

RITZAU