Franske Rudy Gobert stjal showet på den helt forkerte måde søndag.
Minnesota Timberwolves-spilleren kom op at toppes med sin holdkammerat Kyle Anderson under en timeout i opgøret mod New Orleans Pelicans.
Ifølge den velrenommerede NBA-journalist Adrian Wojnarowski startede skænderiet med, at Anderson sagde til Gobert, at han skulle blokere nogle skud, mens Gobert gav igen den anden vej og sagde, at Anderson skulle prøve at lave nogle rebounds.
Det blev åbenbart for meget for Gobert, der slog Anderson med ordene 'hold din kæft, kælling'.
Gobert blev sendt hjem med det samme af holdet, og nu går han så bodsgang.
'Følelserne tog overhånd. Jeg skulle ikke have reageret sådan uanset, hvad der blev sagt. Jeg vil gerne sige undskyld til fansene, holdet og især Kyle, som er en, jeg virkelig elsker og respekterer som holdkammerat,' lyder det fra Gobert på Twitter.
På trods af det iøjnefaldende optrin vandt Timberwolves opgøret. Opgøret sluttede 113-108 i deres favør.
Nu er så spørgsmålet, hvad Goberts handlinger får af konsekvenser fra både Timberwolves og NBAs side.