Den amerikanske skisportsstjerne Mikaela Shiffrin demonstrerede tirsdag, hvorfor hun er storfavorit til at vinde guld i slalom ved det forestående vinter-OL i Norditalien.

Tirsdag tog hun sin sjette World Cup-sejr i slalom i denne sæson, da hun var hurtigst på pisten i Flachau efter de to gennemløb.

Hun brugte 1 minut og 50,52 sekunder på gennemløbene, hvilket var 0,41 sekunder hurtigere end landsmanden Paula Moltzan på andenpladsen.

Dermed har Shiffrin vundet seks ud af sæsonens foreløbig syv slalomløb i World Cuppen, og hun er uhyre tæt på at sikre sig sæsonens samlede sejr i disciplinen.

I tillæg fører hun også den samlede World Cup på tværs af alle discipliner, men hun er ikke helt lige så overlegen i den stilling.

Hver eneste gang hun vinder et World Cup-løb, udbygger hun også verdensrekorden for flest sejre i historien. Efter tirsdagens sejr på østrigsk sne er hun oppe på 107 World Cup-sejre i karrieren.

Der resterer syv løb i kvindernes alpine World Cup - heraf et i slalom - inden vinter-OL begynder i februar.

/ritzau/