Ifølge norsk TV2 er den amerikanske skiløber Tommy Ford ved bevidsthed efter et slemt styrt i Schweiz.

Skiløberen Tommy Ford blev lørdag fløjet væk i helikopter efter et uhyggeligt styrt i mændenes storslalomkonkurrence ved World Cup-stævnet i schweiziske Adelboden.

Amerikaneren var på vej ned ad pisten og nærmede sig målstregen, da han mistede kontrollen.

I høj fart rullede Ford rundt og ramte sikkerhedsnettet. Billederne fra uheldet viste, at han lå stille efter sit styrt.

Tommy Ford mistede kontrollen på vej end ad pisten.
Tommy Ford mistede kontrollen på vej end ad pisten. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

Han blev behandlet på stedet og blev derefter fløjet væk i helikopter.

Norsk TV2 melder ifølge NTB, at Ford er på hospitalet, hvor han får undersøgt hovedet og kroppen for skader. Han er angiveligt ved bevidsthed.

Styrtet var det andet alvorlige i Adelboden på to dage. Fredag væltede norske Lucas Braathen og pådrog sig en slem knæskade. Han meldes ude for resten af sæsonen.

Skiløberne er i gang med 16. World Cup-konkurrence i sæsonen. Efter lørdagens storslalom dystes der søndag i almindelig slalom.

/ritzau/