Danske Allan Ravn stopper med øjeblikkelig virkning i den svenske fodboldklub Landskrona. Tirsdag blev den tidligere Brøndby-spiller enig med ledelsen i allsvenskaklubben om at bryde kontrakten et år før tid.

Træning, kampe og rejsetiden til Landskrona er svær at kombinere med et civilt arbejde. Det er anledningen til, at jeg stopper nu, siger Allan Ravn til det svenske nyhedsbureau TT.

Den danske midtbanespiller vil givetvis nu få følere fra danske superligaklubber, men indtil videre har Allan Ravn ikke taget stilling til fremtiden.

/ritzau/