Superligaklubben AGF's køb af den polske ungdomslandsholdsspiller Tomasz Mazurkiewicz er faldet på plads, og århusianerne har sikret sig den talentfulde midtbanespiller frem til udgangen af 2006, skriver Århus Stiftstidende.

Ifølge avisens oplysninger har AGF betalt omkring 2,7 millioner kroner til Mazurkiewicz's tidligere klub Legia Warszawa, hvorfra han tidligere har været udlejet.

»Det er en kanonaftale, og jeg er sikker på, at det bliver et scoop for AGF. Det er en god langtidsinvestering for klubben og en fremadrettet kontrakt,« siger bestyrelsesmedlem Peer Vestergaard, der har forhandlet købet på plads.

Tomasz Mazurkiewicz kom til AGF i efteråret på lejebasis og fik debut den 22. oktober mod AaB. Han har spillet otte kampe for AGF og scoret tre mål.

/ritzau/