AGF's Mike Tullberg ventes tirsdag aften at blive enig om de sidste personlige detaljer med Serie A-klubben Reggina.

Tirsdag ved 18-tiden lander AGF-angriberen Mike Tullberg i Syditalien, hvorefter han skal til møde med sin kommende arbejdsgiver, Serie A-klubben Reggina.

Det fortæller agent Nikola Juric, der godt nok ikke er agent for Tullberg, men som alligevel er manden, der har ordnet handlen. Tullberg følges i flyet med Kris Stadsgaard, der allerede har underskrevet en fireårig kontrakt med Reggina.

- Jeg har været her et par dage for at ordne det fornødne for Kris og Mike. Kris' kontrakt er underskrevet og offentliggjort, men de er ikke helt enige om Mike Tullbergs personlige forhold. Jeg regner dog stærkt med, at det sker i løbet af i dag, siger Juric til Ritzaus Bureau tirsdag eftermiddag.

Tullberg og Stadsgaard lander i det sydlige Italien senere tirsdag og skal derefter til møde med klubledelsen. Juric forventer, at Tullbergs kontrakt bliver fireårig - akkurat som Stadsgaards.

- Jeg regner med, at Mikes kontrakt også bliver på fire år, men jeg ved det ikke 100 procent endnu, for kontrakten er ikke skrevet under endnu, siger Nikola Juric.

/ritzau/