ADVARSEL: LÆNGERE NEDE I ARTIKLEN OPTRÆDER EN VIDEO SAMT ET BILLEDE, SOM IKKE ER FOR SARTE SJÆLE.

Én af de grummeste skader nogensinde i kampsporten fandt sted for rullende kameraer natten til fredag dansk tid.

Ved MMA-stævnet Cage Fury Fighting Championships 94 i Philadelphia mødtes canadiske Khetag Pliev og Devin Goodale i ringen.

Og i første omgang blokerede 37-årige Pliev et højt spark med sin venstre hånd. Han følte en stor smerte i hånden, men gennemførte alligevel de to første omgange af kampen.

Men til sidst blev smerten for stor, og efter anden omgang fjernede han handsken fra sin hånd - og her ventede der ham et chokerende syn.

For det viste sig, at ringefingeren simpelthen var revet af fingeren. Tilbage var kun en blodig stump. Officials og trænere gik straks i gang med at lede efter den afrevne finger.

Nogle MMA-kommentatorer vurderer, at fingeren blev adskilt fra hånden ved sparket i første omgang, men der spekuleres også i, at hånden tog endnu et stød i anden omgang – og det skulle være her, at fingeren vinkede farvel.

Da skadens omfang var gået op for Khetag Pliev og kampens dommer, blev kampen afblæst.

Twitter

Ringfingeren blev efterfølgende fundet inden i Plievs handske.

Den tidligere bryder blev kørt på hospitalet, hvor læger tilsyneladende var i stand til at sy fingeren på igen.

Hverken Pliev eller Goodale er helt sikre på, hvordan fingeren pludselig forsvandt fra canadierens hånd. Men Pliev mener, at modstanderen brød reglerne.

»I anden runde greb han min handske med en hånd og holdt fast,« siger han ifølge ESPN.

»Han blev ved med at trække i min handske, og jeg mærkede et smæld. Vi blev ved med at kæmpe, og da anden runde var slut, så jeg, at min knogle stak ud.«

»Jeg ville gerne være blevet ved med at kæmpe, for jeg følte, at jeg havde styr på min modstander. Men lægen så det og stoppede kampen,« siger Khetag Pliev.

Pliev vil nu appellere resultatet, fordi Goodale efter hans mening holdt ulovligt fast i handsken.